
KRIMI. Der blev langet cigaretter over disken søndag eftermiddag i supermarkedet 365 på Vendersgade i Fredericia. Desværre blev ikke alle pakker cigaretter betalt, og den slags blev politiet involveret i.
Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd, Sydøstjyllands Politi, modtog politiet klokken 19.00 søndag aften en anmeldelse om et tyveriforsøg i butikken.
»Vi fik en anmeldelse klokken 19 om, at en mandlig kunde var gået ind bag kassen og havde forsøgt at tage tre pakker cigaretter. Her blev han dog forhindret af medarbejder, som sad ved kassen,« fortæller Arno Rindahl Petersen.
Efter episoden valgte butikkens personale at gennemgå overvågningsbillederne. Her opdagede man til sin overraskelse, at samme gerningsmand tidligere på dagen omkring klokken 15.00 havde været mere succesfuld i sit forehavende.
»I forbindelse med gennemgang af overvågningen efter episoden klokken 19 opdager man også forholdet fra klokken 15, hvor gerningsmanden havde stjålet to pakker cigaretter. Dermed har vi både forsøget på butikstyveri klokken 19 og selve butikstyveriet klokken 15,« forklarer vicepolitiinspektøren.
Politiet fik hurtigt identificeret gerningsmanden til begge hændelser – en 28-årig mand fra Odense, som nu er blevet sigtet for både tyveriet og det efterfølgende tyveriforsøg. Hvad cigaretterne præcist havde af værdi, vides ikke.
»Vi har ikke nogen oplysninger om den præcise værdi af cigaretterne,« tilføjer Arno Rindahl Petersen.
Den 28-årige odenseaner kan nu se frem til et retsligt efterspil i forbindelse med cigarettyveriet i Fredericia.
