POLITIK. Forligspartierne bag budgetaftalen for 2025 – SF, Borgernes Liste, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre – kan nu meddele, at finansieringen af den nødvendige opgradering af Monjasa Park er på plads. Det er de samme partier, der stod bag budgetforliget i efteråret.

»Det er med stor glæde og stolthed, at vi ønsker FC Fredericia tillykke med oprykningen til Superligaen. Det er en historisk præstation for byen,« lyder det fra forligspartierne.

Igennem flere måneder har partierne arbejdet tæt sammen med FC Fredericia, det lokale erhvervsliv og særligt hovedsponsoren Monjasa for at sikre, at stadion ved en oprykning ville leve op til kravene fra Divisionsforeningen og DBU.

Fra venstre: Thorstein Andreasen. Group Communications Director for Monjasa, Tommy Rachlitz Nielsen (C), Cecilie Roed Schultz (Ø), Kirsten Hassing Nielsen (C), Malene Søgaard Andersen (F), Susanne Eilersen (O), Peder Tind (V), Palle Dahl (Æ), Pernelle Jensen (V) og Karsten Byrgesen (J) Foto: Marc Hast Knudsen

Licitationen på stadionprojektet viste sig dog at ligge over den oprindelige økonomiske ramme, der blev besluttet ved byrådets behandling i april. Merudgifterne skyldes blandt andet en nødvendig komprimeret tidsplan, der kræver toholdsskifte på byggepladsen og dyre betonleverancer med kort varsel. Derfor har forligspartierne de seneste dage arbejdet målrettet og ansvarligt på at finde en løsning – og det er nu lykkedes.

De samlede meromkostninger bliver dækket via et stærkt samarbejde, hvor 50 procent finansieres via det kommunale budget, mens de resterende 50 procent finansieres af sponsorer og eksterne partnere omkring FC Fredericia. Partierne udtrykker stor taknemmelighed over for Monjasa, Rahbek Invest, Mokoni Holding, Fredericia Shipping og Andresen’s VVS, der har bidraget aktivt til løsningen.

»Særligt Monjasa og direktør Anders Østergaard har spillet en helt central rolle i realiseringen af det nye Monjasa Park og i arbejdet for topfodbold i Fredericia,« udtaler forligspartierne.

Med denne aftale sikres det, at stadion opgraderes til Superligakravene, herunder en samlet kapacitet på 10.000 tilskuere. En politisk beslutningsproces vil blive igangsat i den kommende uge, hvor forligspartierne forventer, at projektet vedtages endeligt og hurtigt kan sættes i gang.

»Vi ser frem til en spændende fodboldsommer og en ny æra for FC Fredericia og byen,« afslutter partierne.