KRIMI. Det har været et stille døgn for politiet i Fredericia, men en enkelt sag skiller sig dog ud. Onsdag aften omkring klokken 23.10 måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud til en adresse på Ullerupdalvej efter mistanke om, at der foregik noget ulovligt på stedet.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller torsdag morgen, at mistanken førte til en ransagning på adressen:

»Vi får sådan lidt anledning til at skulle ind på en adresse for lige at foretage en ransagning, og i forbindelse med denne ransagning finder vi en totenschlæger.«

Fundet af totenschlægeren – en slagvåbentype, der er ulovlig at eje – fik politiet til at sigte beboeren på adressen, en mand på 35 år fra Fredericia, for våbenbesiddelse.

Men sagen stoppede ikke her.

Den 35-årige mand valgte nemlig at rette en række fornærmelige bemærkninger mod de tilstedeværende betjente. Derfor blev han ifølge Arno Rindahl Petersen også sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet.

»Han taler ikke så pænt til de patruljefolk, der er derude, så han bliver også sigtet for fornærmelig tiltale,« forklarer vicepolitiinspektøren.

Politiet ønsker ikke at uddybe, præcis hvad mistanken gik ud på, eller hvorfor man i første omgang ønskede at ransage adressen.

Der er således rejst to sigtelser mod den 35-årige mand – én for våbenbesiddelse og én for fornærmelig tiltale mod politiet.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.