LEDER. Vi har netop markeret 80 år for befrielsen af Danmark efter den tyske besættelse. Det er nu en generation siden. Selvom Danmark ikke kom i krig, mærkede vi konsekvenserne af den anden verdenskrig, om end det var meget lidt i forhold til resten af Europa. I vores tid er alliancen med USA under angreb. Men det mest bemærkelsesværdige er, at der er så få, der forholder sig til den realitet, at ingen lande kan nedkæmpe Rusland, med mindre det sker i en atomkrig.
Sovjetunionen ragede halvdelen af Europa til sig efter anden verdenskrig. Den Røde Hær “befriede” lande i den østlige del af Europa og indsatte dukkeregeringer med kommunister, der var skolet i Moskva. Disse regimer blev forhadte i deres respektive lande, ikke mindst på grund af den voldsomme undertrykkelse af frihed og retten til selvbestemmelse. Men det var først i begyndelsen af 1990’erne, at østblokken kollapsede under sin egen vægt af virkelighedsflugt.
Diskussionen om, hvad der skulle ske med verdensordenen efter den kommunistiske verdensrevolution led nederlag, var mere akademisk. De fleste enedes om, at nu var USA den eneste tilbageværende supermagt. Et nyt Rusland så dagens lys. Men minderne om at være en global supermagt beholdte man. De færreste europæere aner i det hele taget ikke, hvordan verden ser ud for en gennemsnitlig russer. Bedre bliver det ikke af, at Europas elite i 2022 besluttede sig for at censurere russiske nyheder. Man mente at vide, hvad befolkningerne i Europa kunne tåle at tage stilling til. Og nu kæmper man en indædt kamp mod protestbevægelser i flere store europæiske lande, herunder Tyskland, Frankrig, Italien, Rumænien, Ungarn og Holland.
En af de største problemer med den førte politik er, at man har afviklet diplomati. Diplomati er kunsten og praksissen i at føre forhandlinger og opretholde relationer mellem nationer, typisk gennem diplomater som ambassadører. Det indebærer at fremme fred, handel og kulturel udveksling, ofte gennem taktfuld kommunikation og konfliktløsning. Men sådan har den ledende klasse blandt de europæiske stater ikke set det. For selvom det netop er under konflikter, at man især skal bruge diplomatiske metoder, så har man stort set kun haft en retning. Det er propaganda overfor egne befolkninger, ofte uden nævneværdig realisme.
Men det har ikke ændret på virkeligheden i Ukraine. Ruslands angreb på Ukraine, der har et betydeligt russisk mindretal, har været en enorm drivkraft i oprustningen, der nu præger den politiske hverdag. Selvom den russiske præsident er diktator, så giver det absolut ingen mening, at man ikke har været villig til at arbejde med diplomati, som man ellers praktiserede under hele den kolde krig. Logikken var dengang, at man ikke kunne vinde en atomkrig. Derfor måtte man bruge andre midler. Kort sagt forsøgte man at holde det sovjetiske styre i skak.
I mellemtiden har den nye amerikanske regering andre planer end europæerne. Her ser man Kina som den reelle fjende. Det kommunistiske styre i Kina har siden begyndelsen af 1990’erne udkonkurreret både USA og Europa. Det er sket ved at producere varer uden den demokratiske ballast, der præger vesten. Borgerne i Kina må lide den tort, at deres rettigheder er få, samtidig med, at de ikke har nogen indflydelse på ledelsen af deres land. Alle kinesiske virksomheder skal have en repræsentant fra det kommunistiske parti siddende på stedet. Dette burde i sig selv være betænkeligt for demokratiske samarbejdspartnere. Men den kapitalistiske logik har været, at varerne blev billigere, uanset om kineserne måtte lever på den ene eller anden måde.
Når vi således markerer befrielsen af Danmark, er det relevant at se på, hvordan vi selv handler. Vi køber massivt ind hos kineserne, og vi smider så meget væk, hvert år, at det er belastende for miljøet. Alene derfor burde der være fokus på diplomatiske metoder, både i forhold til Kina, Rusland og USA. Danmark er et meget lille land. Vi er afhængige af vores diplomatiske evner i en stor verden. Derfor bør danske politikere skrue ned for propagandaen og op for diplomatiet.
