Rektor for Fredericicia Gymnasium, Jørgen Lassen, tale den 4. maj 2025
I aften fejrer vi friheden, vi fik for 80 år siden – friheden, som blev annonceret i radioen den 4. maj 1945 kl. 20.36, oplæst på BBC af Johannes G. Sørensen, og som vi lige har hørt.
Den 9. april 1940 mistede vi i Danmark vores frihed, da tyskerne besatte vores land, og vi fik først friheden tilbage den 4. maj 1945.
Mange kæmpede i besættelsesårene for vores frihed – alle kender historier om frihedskæmpere eller har læst historier om frihedskæmpere – vi skylder dem alt. Det kan være svært at forstå for de fleste danskere i dag, hvordan det må have været at være besat og blive frataget retten til selvbestemmelse. Det må ikke ske igen. Derfor er det vigtigt at mindes – som i aften.
Desværre har vi siden 1945 været vidne til mange krige verden over og er i nyere tid vidner til begivenheder, som kalder på undren: Lærte vi ikke noget af krigen dengang?
Ruslands invasion af Ukraine har destabiliseret Europa, og mange opfatter truslen om at miste vores frihed som nær. USA’s ændrede retorik har også bekymret mange – hvordan kan en nær allieret, og netop en ven i 2. Verdenskrig, tale om at overtage et land, bare fordi de kan?
Samtidig tror jeg, at mange ser vores verden bryde sammen under et klimaftryk, vi ikke kan vende – og som måske ender med at fratage os den ultimative frihed: retten til at bestemme, hvor, hvordan og om vi overhovedet får lov til at leve på vores planet.
Frihed som begreb er flertydigt og afhænger af øjnene, der ser. Begrebet benyttes i teologi, filosofi, etik og politik – og i en lang række andre sammenhænge. For mig som rektor på Fredericia Gymnasium er uddannelse også et udtryk for frihed. Hold befolkninger hen i uvidenhed, hold specifikke køn hen i uvidenhed, hold bestemte grupper hen i uvidenhed – så har de mistet deres mulighed for at forstå, for at relatere, for at tage stilling og for at deltage i debatten om at skabe det gode liv for alle. Det er en bekendtgørelsesfastsat opgave for lærerne på Fredericia Gymnasium at danne vores elever til at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden: medmennesker, natur og samfund – samt til deres egen udvikling. Lærerne skal derudover udvikle elevernes kreative og innovative evner – og ikke mindst deres kritiske sans.
Hans Eeg er tidligere student fra Fredericia Gymnasium. Han blev født den 28. maj 1925, og når jeg læser Jeppe Bæk Meier og Rasmus Thestrup Østergaards bog om Hans Eeg, slår det mig, at mange elever i dag kunne være ligesom Hans – gode sønner eller døtre, videbegærlige, flittige og forelskede her i forårsmånederne, ligesom Hans var det i Karen. Hans blev som 19-årig student fra gymnasiet her henne på 6. Julivej i sommeren 1944. Han blev arresteret i begyndelsen af marts måned 1945 og henrettet den 19. april 1945 – altså for 15 dage siden, for 80 år siden. Hans og hans kammerat havde en videnskabelig tilgang og en viden om kemi, der gjorde dem i stand til at producere sprængstof, detonatorer og tændinger med forsinkelse. De kunne kæmpe for frihed med evner, de havde lært i skolen. Vi er stolte af, hvad Hans og hans kammerater lærte – og vi er også stolte af, at de tog stilling og kæmpede for os alle.
Vores elever er ikke bare elever – de er enkeltindivider, unge mennesker, som vi kender og holder af. Kirstine Eeg skriver i sine erindringer fra 1985 om sin søn Hans, den aften han blev arresteret:
“Da han var klædt på og kom ned for at sige farvel og gav mig et kys, følte jeg, at han var den stærkeste af os. Han var blevet mand. Og så gik de med ham!”
Kirstine Eeg så aldrig sin søn i live igen.
Den 25. november 1943 blev den 19-årige Arlette Lévy arresteret i Clermont-Ferrand på grund af sin jødiske herkomst. Få måneder efter, i januar 1944, blev hun deporteret til koncentrationslejren Auschwitz i det besatte Polen, hvor hun fik nummeret 74.853 tatoveret på sin arm.
Mads Ilsø, fransklærer på Vesthimmerlands Gymnasium, har skrevet en undervisningsbog om Arlette, der senere kom til at hedde Andersen.
Han citerer fra et af Arlettes breve til sine forældre – ikke fra Auschwitz, for derfra kunne man ikke kommunikere med omverdenen – men fra det første sted, hvor hun sad i fangenskab, før hun blev deporteret til Auschwitz.
”Sikke en smuk nat! Klokken 10 i går aftes og igen her til morgen kl.7 kom vi udenfor: luften var mild, og himlen var vidunderligt oplyst af månen og stjernerne. Tænk, at det var de samme, der skinnede oven over jer, på fri jord! Hvor ville det have været skønt at gå i bjergene langt, lang væk herfra. Hver ting til sin tid … alt godt kommer til den, der kan vente.”
Arlette havde mange umenneskelige prøvelser foran sig, da hun skrev dette. I særdeleshed selvfølgelig Auschwitz, men hun tålte det, var modig og ikke mindst tålmodig.
Hun overlevede, og kom som I alle ved hjem til Paris og blev genforenet med sine forældre. Den drøm om frihed, hun beskriver i sit brev, blev igen en realitet.
Fra 1961 til 1994 var Arlette Andersen gymnasielærer på Fredericia Gymnasium. Fra ca. 1990 – i slutningen af sin arbejdstid – og helt frem til 2015, holdt Arlette Andersen 426 foredrag. Da mennesker som Jean-Marie Le Pen begyndte at sige, at Holocaust var en parentes i verdenshistorien, og andre endda gik så langt som til at fornægte, at det overhovedet var sket, følte Arlette, at det var vigtigt at begynde at fortælle sin historie. Når der kommer mennesker og personlige vinkler på historien, bliver den relaterbar og virkelig – og ingen, der har hørt Arlette fortælle sin historie, glemmer, hvad hun og mange andre gik igennem. Derfor hylder vi friheden med Arlette Andersen Frihedspris, som bliver overrakt for ottende gang på Rådhuset i aften – og i morgen indvier vi Arlette Andersens Plads ved Fredericia Gymnasium.
Hans Eeg og Arlette Andersen er to skæbner med stærke bånd til min skole – som på hver deres måde har kæmpet for friheden, der betyder så meget for os alle.
Vi skylder dem at blive ved med at kæmpe – for Danmark og for friheden!
Fordi det er så mange år siden, at Danmark blev frit igen, har arrangørerne af denne mindehøjtidelighed ønsket at inddrage unge mennesker i vores begivenhed. Det er vigtigt at unge mennesker husker, når vi ikke længere er her til at fortælle vores historie. Derfor vil Vitus Foged Møller, som er 2. g elev på Fredericia Gymnasium, få overdraget ordet. Men før Vitus får ordet, vil jeg læse et digt af den norske forfatter Nordahl Griegs, som I kender fra digtet ”Ungdommen” som er teksten til
sangen Kringsat af fjender.
Digtet der står hugget ind i mindetavlen for de fem elever fra Fredericia Gymnasium der døde under 2. verdenskrig lyder:
De kunne blitt i sin hverdag
De måtte gå. De var kalt.
Og alle bragte en gave;
Den samme. For det var alt.
Kilder
”På sporet af en frihedskæmper – Hans Eeg og besættelsestiden”, Jeppe Bæk Meier og Rasmus Thestrup Østergaard, lokalhistorisk forlag, Fredericia 19. april 2020
”Témoignages”, Mads Ilsøe og Line Faden-Babin, Systime, 2024
