EVENTS. Rådhuspladsen midt i Fredericia bliver på lørdag forvandlet til et hyggeligt og stemningsfuldt friluftsområde, når Fredericia Shopping inviterer hele byen til deres outdoor-event fyldt med sjove og lærerige aktiviteter for store og små. Arrangementet løber af stablen fra klokken 10 til 14.

Der bliver mulighed for både at bage snobrød, lave pandekager over åben ild og lære nogle af de seje spejderknob, man kan imponere vennerne med. Arrangementet er planlagt i samarbejde med byens lokale spejdere, som står klar til at lære fra sig.

»Hej Fredericia, er I klar til noget hygge og sjov nu her på lørdag? Fredericia Shopping inviterer nemlig til outdoor-event lige her på Rådhuspladsen,« fortæller Sasha, som er en del af Fredericia AVISENs SoMe-hold, begejstret.

Hun ser frem til at være med på dagen, hvor hele byen får mulighed for at prøve kræfter med de mange spændende friluftsaktiviteter.

»Du kan lære at snitte din egen snobrødspind og selvfølgelig bage et mega lækkert snobrød bagefter. Du kan lære at lave bålmad, hvor du også får den lækre opskrift med hjem. Og noget mega lækkert er, at du også kan få lov til at lave din helt egen pandekage over bål. Det bliver altså virkelig hyggeligt.«

Udover mad over åben ild kan besøgende også dykke ned i spejderuniverset ved at prøve kræfter med morsekoder og sanseaktiviteter, hvor der vil være mulighed for at udfordre sine evner og sanser på en sjov måde.

»Det er altså en dag for hele familien lige her på Rådhuspladsen. Så tag din mor, far, bedsteforældre, børnene – ja, alle du kender med. Det bliver en fantastisk dag. Vi ses!« siger Sasha med et stort smil.

Arrangementet afvikles lørdag den 3. maj fra klokken 10 til 14, og alle aktiviteter er gratis og åbne for hele familien. Det eneste, man skal huske, er det gode humør.