
EVENTS. Fredericia står foran endnu en aften, hvor minderne fra halvfemserne bliver hevet frem fra gemmerne og sat på lydanlægget. Urbania Street Food har de seneste fredage inviteret til små tidsrejser tilbage til en periode fyldt med eurodance, pop og singler, man stadig kan nynne med på, og denne uge er det Julie Rugaard, bedre kendt som Blå Øjne, der sætter kulør på gården i Gothersgade. Hun indtager scenen med sange som »Selv uden dig«, »Lyse nætter« og »Hjem til Århus«, som mange stadig har siddende på rygraden.
For arrangør Brian Løkkegaard var valget af kunstner ikke tilfældigt. Han fortæller, at Urbania gerne ville ramme noget, der både vækker nostalgi og samtidig kan samle flere generationer.
»Vi ville gerne have danske kunstnere, som havde deres storhedstid i 90’erne, og som folk stadig kan synge med på. Også selvom man måske ikke selv var ung dengang, så kender man alligevel sangene. Vi appellerer til et bredt publikum, både unge og ældre, og det skulle valget af musik også afspejle,« siger han.
Urbania har ikke stået alene med ideen. Samarbejdet med »Vi Elsker«-koncerterne har gjort det muligt at få navne til Fredericia, der stadig turnerer. Det er efterhånden ikke mange fra årtiet, der holder fast i at stå på scenen, men i kølvandet på de store nostalgikoncerter rundt i landet har nogle af dem stadig taget turen ud på landevejene. Derfor blev det til tre fredagsfester i træk med Me & My, Cut’N’Move og nu Blå Øjne.
»Det er et årti fyldt med one hit wonders, eurodance og popnumre, der kunne fylde ethvert dansegulv. Det er musik, der bringer smil frem og energi i kroppen, og det er den stemning, vi gerne vil give videre,« siger Brian Løkkegaard.
For at skrue op for forventningens glæde starter aftenen med DJ, der allerede fra klokken 19 pumper klassikere ud over gården. Publikum kan spise sig mætte i street food, mens tonerne fra 90’erne langsomt vækker minderne til live.
»Vi kan ikke lave scenen om til en tidslomme fra dengang, men vi kan gøre meget gennem musikken. Mange vil opdage, at de kan huske langt flere sange, end de regner med, og det er en stor del af charmen,« siger han.
Interessen for aftenens koncert har vist sig tydeligt. Urbanias opslag på sociale medier har fået masser af reaktioner, og ifølge Brian Løkkegaard bekræfter det blot, at folk stadig har en stærk tilknytning til halvfemsernes lydspor.
»Vi kan jo se, at de store Vi Elsker-koncerter bliver udsolgt over hele landet, så der er ingen tvivl om, at genren stadig har en stor grobund. Derfor er vi glade for, at vi kan tage lidt af den stemning med herned og gøre det på vores måde,« siger han.
Han understreger, at Urbania ikke udelukkende vil satse på temafester. Konceptet skal være bredt og mangfoldigt, så alle føler sig velkomne.
»Vi er ikke et sted, der udelukkende vil lave 90’er-fester. Vi vil være mangfoldige, så der både er plads til børnefamilier, unge og de ældre, der nyder en aften ude. Fredag og lørdag er i forvejen vores travleste dage, men det her er tænkt som et ekstra krydderi, der gør oplevelsen endnu større,« siger han.
For ham handler det i sidste ende om at give gæsterne en glad aften, hvor de går hjem med en oplevelse, der sætter sig fast.
»Jeg er helt sikker på, at mange vil føle sig slået et par årtier tilbage og få nogle gode snakke og minder undervejs. Det bliver et throwback, og det er jo det, der gør det sjovt. Og Julie synger altså stadigvæk, så publikum får også en oplevelse, der står stærkt i dag. Og så er det ganske gratis, så det er bare om at møde op,« siger Brian Løkkegaard.
Fredagens koncert afrunder en lille serie af 90’er-fester i Urbania, men det kan meget vel blive starten på noget mere. Fra september spiller Fredericia Musicalteater forestillingen »What is Love«, der også hylder halvfemserne, og Urbania overvejer at fortsætte fredagsfesterne med samme tema, så længe musicalen kører.
»Vi er ikke ude på at konkurrere med Cirkelbroen eller lave noget tilsvarende, men vi synes, det her er et godt tiltag, og vi synes faktisk også, at 90’erne kan noget. Vi har allerede haft tre koncerter i træk, og i næste uge venter en street food festival. Derefter pynser vi på at fortsætte med 90’erfest, indtil musicalteatret er færdige med deres forestillinger, hvor temaet også er 90’erne,« slutter Brian Løkkegaard.
På den måde kommer halvfemserne til at leve lidt længere i Fredericia. Og for dem, der lægger vejen forbi Urbania på fredag, er det bare at læne sig tilbage, lade musikken rulle og lade minderne tage over.