Et færdselsuheld på Tøndervej i Kolding kunne mandag middag have fået alvorlige konsekvenser, men endte heldigvis uden større personskade. Det oplyser vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.
Uheldet skete klokken 13.29, da en 9-årig dreng var på vej over fodgængerfeltet.
»En lastbil kørte igennem, selvom det ser ud til, at drengen havde grønt lys. Han blev snittet af lastbilen og væltede omkuld,« fortæller Hans Hoffensetz.
Drengen blev kørt til kontrol på skadestuen, men slap med mindre skader.
Ifølge politiet er der tale om en 38-årig lastbilchauffør fra Hobro, som stoppede umiddelbart efter, fordi han havde en fornemmelse af, at noget var galt.
»Han har formentlig overset signalet og ikke overholdt sin forpligtelse i krydset. Vi efterforsker sagen, men alt tyder på, at drengen gik over for grønt, mens chaufføren kørte over for rødt,« siger vagtchefen.
Der er ikke registreret sager fra Fredericia det seneste døgn.










