Der er i dag faldet dom i sagen om den tragiske ulykke på Ydre Ringvej i Fredericia, hvor en 78-årig cyklist mistede livet efter at være blevet ramt af en bil i september 2024.
En 24-årig mand fra Middelfart Kommune blev torsdag ved Retten i Kolding fundet skyldig i uagtsomt manddrab, kørsel uden førerret og for at flygte fra ulykkesstedet.
Den 24-årige blev idømt 1 år og 9 måneders ubetinget fængsel, mens en 30-årig mand fra Nørresundby, der sad som passager i bilen, blev idømt 5 måneders ubetinget fængsel for blandt andet at have undladt at hjælpe den påkørte.
Ulykken skete lørdag den 14. september 2024 omkring klokken 17.20, hvor den 78-årige cyklist blev ramt i vognbanen for de modkørende. Den 24-årige fører og hans passager kørte fra stedet uden at standse eller hjælpe. Den ældre mand blev bragt til hospitalet, men døde få dage senere af sine kvæstelser.
Ud over de forhold, der relaterer sig til ulykken, var den 24-årige også tiltalt for i to tilfælde at have besiddet en større mængde narkotika med henblik på videresalg.
Anklagemyndigheden havde krævet 5 års ubetinget fængsel, men retten fandt ikke, at føreren havde kørt på en “særlig hensynsløs måde”, som anklagen lød.
»Det er en utrolig trist sag. Anklagemyndigheden havde rejst tiltale for, at føreren i forbindelse med uheldet havde optrådt så uagtsomt, at kørslen skulle henføres under bestemmelsen om ”særlig hensynsløs måde”, hvilket retten ikke fandt grundlag for. Derfor endte straffen også væsentlig under den strafpåstand på 5 års ubetinget fængsel, som jeg lagde op til i min procedure,« udtaler anklagerfuldmægtig Kasper Sørensen fra Sydøstjyllands Politi.
Statsadvokaten skal nu vurdere, om sagen skal ankes til landsretten.
Da den 24-årige tidligere er dømt adskillige gange for at køre uden kørekort, besluttede retten også at konfiskere bilen.
Begge de dømte udbad sig betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen.










