KULTUR. I år har 600 børnehavebørn fra Fredericia Kommune fået en særlig oplevelse i teatret. Fredericia Musicalteater har nemlig kunnet invitere børnene gratis ind for at se børnemusicalen DE TRE SMÅ GRISE.
Det er donationer fra Nordjyllandsfonden og EWII, der har gjort det muligt at give de mange børn en gratis teateroplevelse. I samarbejde med Fredericia Kommune blev billetterne fordelt til lokale børnehaver, så endnu flere børn kunne få mulighed for at opleve forestillingen.
Børnemusicalen spiller i øjeblikket for fyldte sale i Fredericia, Aarhus og Aalborg. I Fredericia er det AHA Salen, der siden uge 7 har været fyldt med børn til forestillingerne.
Teaterdirektør Thomas Bay glæder sig over, at endnu flere børn har fået adgang til teateroplevelsen.
»Arbejdet med børnemusicals har høj prioritet for os, da børn også fortjener musicals af højeste kvalitet, ligesom voksne. Vores musicals til børn har de seneste år fået større publikumstilslutning, som vi er meget stolte af, og vi er glade for, at vi med donationerne fra Nordjyllandsfonden og EWII kan sikre, at endnu flere børn i Fredericia får lov til at opleve DE TRE SMÅ GRISE.«
Fredericia Musicalteater har siden 2021 satset mere på børnemusicals. De første år blev forestillingerne spillet i teatrets Lille Sal med plads til omkring 250 publikummer og primært i vinterferien.
Interessen er siden vokset markant. I 2025 rykkede børnemusicalen derfor ind i den større AHA Sal, da forestillingen DE TRE BUKKE BRUSE blev opført. Samtidig begyndte forestillingerne også at tage på turné til blandt andet Aarhus og Aalborg.
Dramaturg Katja Lotsberg Nilsen, der er uddannet dramapædagog, mener, at teateroplevelser kan have stor betydning for børn.
»Der er så mange gode grunde til, at det er fantastisk, at børn får en teateroplevelse. Musicaloplevelser i børnehaven kan potentielt blive kropsforankrede kerneminder, de har med sig resten af livet. For slet ikke at tale om alle de tanker og samtaler en god fortælling kan sætte i gang hos børn – i forbindelse med DE TRE SMÅ GRISE om søskendeforhold, at hjælpe hinanden og om at være god ved naturen.«
Børnemusicalen fortæller historien om grisene Scwhein, Nee og Stig, der flytter hjemmefra for at bygge deres egne huse. Undervejs møder de den store stygge ulv, men ved at stå sammen og bruge hinandens styrker lykkes det dem at besejre ulven.
Forestillingen er skrevet af Broadway-komponisterne George Stiles og Anthony Drewe. Den havde premiere 7. februar og spiller i Fredericia for sidste gang i weekenden den 14. og 15. marts.










