35-årig stod med kniv under højlydt diskussion ved banegård: Så greb politiet ind

KRIMI. En mand med en kniv i hånden skabte søndag formiddag utryghed på Banegårdspladsen i Kolding, og det endte med to sigtelser.
Politiet fik kl. 09.42 melding om en person, der virkede utryghedsskabende på stedet. Manden stod med en kniv i hånden, hvor bladet pegede ned mod jorden, mens han diskuterede højlydt med nogle andre personer. Det oplyste Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi i mandagens døgnrapport.
En patrulje kom frem til Banegårdspladsen, hvor manden blev fundet i besiddelse af kniven, der har en klinge på 25 centimeter.
Manden, en 35-årig fra Odense, blev sigtet for overtrædelse af både knivloven og ordensbekendtgørelsen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport mandag.


