
KRIMI. En 35-årig mand fra Fredericia er havnet i problemer med loven på Fyn.
Natten til mandag, kort efter midnat, var Fyns Politi ude til en sag på Smedebakken i Odense N, hvor manden var blevet standset i forbindelse med brugstyveri af en varebil.
Men det skulle hurtigt vise sig, at der var mere at komme efter hos manden, som politiet visiterede på stedet. Her blev han nemlig fundet i besiddelse af fire salgsbreve med euforiserende stoffer.
Den 35-årige blev på stedet sigtet for både brugstyveriet og besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.
Politiet har endnu ikke meldt ud, hvilken type euforiserende stof, der præcist var tale om, men sagen efterforskes nu nærmere.