KRIMI. En 34-årig mand fra Fredericia skal onsdag klokken 11.00 fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi onsdag morgen på det sociale medie X.

Manden er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 216, der handler om voldtægt. Ifølge politiet skulle overgrebet være sket på en adresse i Fredericia.

»Anklagemyndigheden forventer at anmode om dørlukning,« oplyser Sydøstjyllands Politi.

En dørlukning betyder, at retsmødet af hensyn til efterforskningen og de involverede parter afholdes uden adgang for offentlighed og presse.

Det er derfor uvist, præcis hvad manden nærmere er mistænkt for, ligesom det heller ikke vides, hvordan han stiller sig til sigtelsen.