Musicalens Folkemøde, der første gang blev afholdt i august 2024, har nu fået grønt lys til at blive en tilbagevendende begivenhed. Kultur- og Idrætsudvalget har besluttet, at eventet fremover skal finde sted hvert andet år i slutningen af maj, og der er afsat 300.000 kr. til at sikre, at det fortsat kan tilbyde unikke oplevelser for både publikum og aktører.

Formand for Kultur- og Idrætsudvalget Peder Tind (V), understreger, at beslutningen er blevet taget med udgangspunkt i den positive evaluering af den første udgave af Musicalens Folkemøde.

– Vi har valgt at følge anbefalingen om, at vi gerne vil afholde det hvert andet år fra maj måned, og vi har afsat 300.000 til de unikke oplevelser, siger Tind og forklarer, at dette tidspunkt vil give eventet bedre muligheder for at sammensætte et stærkt program og skabe mere værdi for Fredericia som kulturby.

En vigtig faktor for beslutningen om at flytte Musicalens Folkemøde til slutningen af maj er, at Fredericia Musicalteater i september 2024 havde premiere på den store forestilling Wicked.

– Det har også noget at gøre med tidsperspektivet, da det typisk ligger i august, lige før de store premiereforestillinger, som typisk er i september. Da Fredericia Musicalteater er en stor aktør i folkemødet, giver det derfor mening at holde det i maj i stedet, forklarer Tind.

Den første udgave af Musicalens Folkemøde, der fandt sted i august 2024, blev mødt med stor opbakning fra både publikum og musicalaktører. Evalueringen pegede på, at eventet var et velbesøgt arrangement, som både fremhævede Fredericias kulturelle profil og tiltrak musikalske talenter og entusiaster fra hele landet. Tind påpeger, at et af de vigtigste elementer i evalueringen var, at der var behov for bedre tid til planlægning og udvikling af eventet, hvilket det nye toårige format vil kunne give.

– Det er jo en god historie, fordi det understøtter vores DNA. Når det drejer sig om en niche i et folkemøde, er der også vurderinger, der peger på, at det er bedre at holde det hvert andet år. På den måde kan man samle det indhold, der måtte være, og få det rigtig stærkt samlet, siger Tind.

Eventets nye struktur vil også give tid til at styrke samarbejdet med både lokale og nationale aktører. Tind fremhæver, at det vil skabe mulighed for bedre koordination, som kan udvikle eventet til noget endnu større i fremtiden.

– Flere af vores samarbejdspartnere har også været ude og påpege, at eventet vil nyde godt af bedre tid til planlægning, og at det vil være muligt at skabe bredere samarbejder, når vi holder det hvert andet år, siger han.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer