SKAT. De er populære blandt unge og ses overalt i modebilledet og på sociale medier. Labubu-dukken hænger ofte på en taske eller bruges som samleobjekt. Men i juli fangede Toldstyrelsen over 3.000 falske udgaver af de monsterlignende dukker i en kontrol.
I alt fire forsendelser viste sig at indeholde de ulovlige kopivarer. Dukkerne er siden blevet destrueret, efter at rettighedshaver Pop Mart havde bekræftet, at der var tale om forfalskninger, og modtageren havde accepteret destruktionen.
Skatteminister Rasmus Stoklund glæder sig over, at de mange falske dukker blev stoppet, inden de nåede ud til forbrugerne. »Det her er bare en af de måder, hvor Toldstyrelsen udfører samfundsbeskyttende kontrol, som både er til gavn for virksomheder og forbrugere. Det er godt, at kopivarer, som fx de her Labubu’er, bliver fundet, fordi de krænker rettighedshaveren, og så risikerer forbrugerne at stå med en lang næse, når de modtager et produkt, hvor der er usikkerhed om kvaliteten, og om varen lever op til de regler, vi har for produktsikkerhed for fx legetøj,« siger han.
Ministeren understreger, at indsatsen mod kopivarer er en vigtig del af arbejdet. »Det er derfor, det er vigtigt, at vi har en god og effektiv toldkontrol, så vi kan passe godt på både Danmark og danskerne. Derfor undersøger jeg også løbende, om der er behov for at styrke toldkontrollen yderligere,« siger Rasmus Stoklund.
Når Toldstyrelsen tilbageholder varer, hvor der er mistanke om forfalskninger, sker den videre behandling i samarbejde med rettighedshaveren. Det var også tilfældet her, hvor Pop Mart, der står bag Labubu-dukken, indgik i forløbet.
Toldstyrelsen tilbageholdt i 2023 omkring 50.000 varer med mistanke om at være kopier. Varernes samlede værdi svarede til mere end 70 millioner kroner.