Med 1123,2 millimeter regn blev 2024 det vådeste år nogensinde målt på Crossbridge Energy’s regnmåler i Fredericia. Måleren, som er identisk med de officielle stationer fra DMI, viser, at den tidligere lokale rekord på 1097 millimeter fra 2023 blev slået med næsten 26 millimeter.

Årets sidste dag, den 31. december 2024, bød kun på 4,6 millimeter regn. Men allerede efter midnat til 1. januar tog nedbøren til, og der faldt hele 28 millimeter, hvilket satte et markant punktum for et år præget af ekstreme regnmængder.

Nedbør overgår lokale og nationale tendenser

Data fra Crossbridge Energy’s måler bekræfter den landsdækkende tendens. 2024 blev det næstvådeste år i dansk vejrhistorie, kun overgået af 2023. Ifølge Mikael Scharling, klimatolog ved DMI, var året præget af flere måneder med usædvanligt store regnmængder. Februar, april og juli bød alle på over 100 millimeter regn, og april satte sig på historien som den vådeste nogensinde i Danmark.

Ekstreme vejrforhold fortsætter

Selv med et relativt tørt efterår endte 2024 med en ekstraordinær nedbørssum. Ifølge DMI’s klimaforsker Martin Olesen hænger udviklingen sammen med både menneskeskabte klimaforandringer og naturlige vejrfænomener som El Nino.

Den menneskeskabte globale opvarmning kommer til udtryk som en vedvarende, stigende tendens, og på toppen af den gradvise stigning ligger de naturlige variationer som f.eks. El Nino og La Nina. Derfor ser vi både flest globale og regionale vejrrekorder, netop når naturlige variationer virker opvarmende og dermed tilfører ekstra varme til den globale opvarmning. Ikke overraskende, ser vi tilsvarende færre rekorder på global skala i perioder, hvor de naturlige variationer virker kølende, forklarer han til DMI.

En fremtid med mere regn

DMI’s Klimaatlas forudser, at nedbøren i Danmark vil stige med cirka 6 procent frem mod slutningen af århundredet. De vådeste år vil blive endnu vådere, og især vintrene ventes at opleve den største stigning i nedbør.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her