150 unge social- og sundhedselever mødtes til bootcamp i Fredericia

UDDANNELSE. Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens har onsdag og torsdag samlingspunkt for Ung i Velfærds Bootcamp 2026, hvor 150 unge var mødt op for at blive klædt på til at være rollemodeller for deres uddannelse. AVISEN besøgte bootcampen første dag, hvor eleverne var gået i gang med en workshop, der blandt andet skulle ende med, at de selv producerer en video om deres fag og deres egen historie.

Programmet fylder to dage med workshops, formidlingsfif og præsentationsteknikker, og eleverne overnatter på Hotel Fredericia. Målet er, at de efterfølgende kan fungere som ambassadører på deres egen skole og over for de unge, der overvejer en social- og sundhedsuddannelse.
17-årige Caroline, som fylder 18 i november, har allerede erfaring med rollen. Hun har tidligere besøgt sin gamle skole for at fortælle børn om uddannelsen, og hun meldte sig gerne til opgaven igen. »Jeg kan godt lide at tale med andre mennesker og fortælle om uddannelsen og det, den går ud på«, siger hun. Fra bootcampen håber hun at tage mere med hjem end viden alene. »Jeg håber, at vi får lært noget nyt og får nye venskaber. Der er en masse søde mennesker her, som man kan lære noget af«, siger hun. Til workshoppen har hun hørt historier om situationer, som andre har oplevet, og som hun ikke selv kendte til i forvejen. »Vi har skullet svare på en masse ting, og vi har hørt forskellige historier«, fortæller hun.

Carolines vej til uddannelsen går gennem plejehjemmet, hvor hun har arbejdet i tre år. »Jeg vil rigtig gerne gøre en forskel for andre mennesker og hjælpe dem, og det har jeg altid kunnet lide. Jeg kan bare rigtig godt lide at kunne gøre noget for andre«, siger hun. Fremtiden tegner sig allerede klart. »Jeg drømmer om at læse videre til sygeplejerske«, siger hun.
For 20-årige Josefine fra Fredericia handler rollen om at møde de kommende elever på deres eget niveau. »Det betyder meget for mig, at jeg kan komme ud og tale med de kommende elever, som måske ikke ved, hvor de står, og som er nysgerrige på, om uddannelsen er noget for dem. Jeg vil gerne tale med dem i øjenhøjde og fortælle om min egen erfaring«, siger hun. Fra de to dage håber hun at få nye kontakter blandt de øvrige rollemodeller og lære de praktiske ting, der følger med rollen. »Jeg håber, at jeg lærer, hvordan jeg skal klare det, hvis jeg for eksempel en dag skal ud og holde en tale«, siger hun.

Den vigtigste erkendelse fra workshoppen indtil videre er, at det personlige fylder meget i en god fortælling. »Det er meget det personlige, der fylder. Det skal selvfølgelig ikke blive for privat, men man skal stadig koble det til organisationen«, siger hun.
Josefine har aldrig været i tvivl om sit uddannelsesvalg. »Jeg har et utroligt stort omsorgsgen, og jeg vil egentlig bare gerne have, at alle har det godt. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have et job, der handler om omsorg, og jeg er slet ikke i tvivl«, siger hun. Drømmen er at få arbejde på et plejehjem. »Jeg drømmer om at komme på et plejehjem, hvor jeg kan være sammen med de ældre«, siger hun.

Dagens gæst var tv-vært og internetpersonlighed Martin Johannes Larsen, som var inviteret for at hjælpe eleverne med at formidle et budskab klart og tydeligt og lave en god video. Han fortæller, at han ikke tøvede, da forespørgslen kom. »Jeg elsker mennesker, der gør noget for andre mennesker helt konkret. Jeg har kun mødt dem i dag, men de er dejlige mennesker«, siger han.
Hans råd til eleverne er at gå ind i det, de fortæller, med hele sig selv. »Det er altid vigtigt at inddrage sig selv og investere sig selv i det, man fortæller, så modtageren kan mærke, hvad man har på hjertet«, siger han. Selv ser han sin rolle som en kombination af vejleder og tilskuer. »Jeg vil lade mig inspirere af dem og hjælpe dem derhen, hvor de gerne vil hen i dag. Jeg er også en flue på væggen«, siger han.

For Martin Johannes Larsen er bootcampens kerne mod. »Det handler om at turde gøre noget og turde stå på mål for sit fag, og det synes jeg er virkelig sejt. Jeg har kæmpe stor respekt for dem, der er her i dag«, siger han.
Mødet med eleverne har også en personlig betydning for ham. I sit eget arbejde savner han nogle gange at kunne se, at det gør en forskel for et andet menneske. »Når man sidder bag en skærm og får en masse likes, preller det på et tidspunkt af. Her kan man se, at det hjælper én til én«, siger han. Han blev selv glad for at høre, at det var de unge, der havde efterspurgt ham. »Så giver det mening, det jeg laver. Der er nogen, der lytter og lader sig inspirere, og det betyder virkelig meget«, siger han.
Til eleverne havde han en enkel sætning med på vejen. »Det hele handler om at finde sin egen stemme i mængden«, lød det fra Martin Johannes Larsen.

