NATUR. Der spirer snart nye grønne områder frem i det syd- og sønderjyske landskab. Hele 15 nye skove er på vej i regionen med støtte fra Klimaskovfonden, der netop har givet tilsagn om finansiering til 54 jordejere landet over. Tilsammen får de syd- og sønderjyske kommuner 224 hektar ny skov – svarende til mere end 300 fodboldbaner.
I alt bliver der etableret 662 hektar ny skov i Danmark som en del af fondens nyeste bevilling. De 15 lokale projekter får samtidig glæde af det nye, forhøjede tilskud fra Den Grønne Trepart, som skal fremme plantningen af klimavenlige skove over hele landet.
De kommende skove i Syd- og Sønderjylland bliver plantet i Vejle, Vejen, Tønder, Varde, Kolding, Haderslev, Billund og Esbjerg kommuner.
Ifølge Klimaskovfonden bliver de nye skove blandede og klimarobuste, med både løvtræer, nåletræer og blomstrende skovbryn, der tiltrækker fugle og insekter.
»Skovene bliver rejst fordi de har en dokumenteret klimaeffekt, men rigtig mange af skovene er samtidig med til at beskytte drikkevand og sikre, at der ledes mindre kvælstof ud til vores fjorde. Derfor er skov et godt virkemiddel, men der er jo også en stor herlighedsværdi forbundet med at have sin egen skov. Så det er både til gavn for samfundet og til glæde for lodsejeren,« siger Poul Erik Lauridsen fra Klimaskovfonden.
Han peger på, at fonden allerede nu er i fuld gang med at realisere de forandringer i landskabet, der følger af Den Grønne Trepart.
De nye skove skal ikke blot binde CO₂ og beskytte grundvandet, men også skabe nye levesteder for dyr og planter og give beboerne i området bedre adgang til naturen.
Allerede i denne uge åbner Klimaskovfonden for en ny ansøgningsrunde, så endnu flere jordejere kan være med til at omdanne landbrugsjord til skov og natur – og dermed bidrage til et grønnere Syd- og Sønderjylland.










