FREDERICIA. Når man træder ind på banerne i Erritsø, er det svært at finde nogen, der ikke kender Mads Jakobsen Hansen. Han har i mere end et årti været en fast skikkelse i EGIF Fodbold – som træner, som formand og som ildsjæl. I år har han modtaget DBU’s emblem, en hæder der gives til frivillige, som gennem mange år har ydet en ekstraordinær indsats. For Mads er det en anerkendelse, han aldrig havde set komme, men som betyder mere, end han måske selv vil indrømme.
»Det betyder, at man bliver anerkendt for de timer, man lægger i det. Normalt, når man sidder som formand, er det ofte kritikken, man hører. Det er alt det, man kunne gøre bedre. Så at der nu er nogen, der bemærker arbejdet på en anden måde, er rigtig fedt,« siger han.
Mads’ rejse i klubben begyndte, da hans egne børn startede til fodbold. Han trådte til som medtræner på et barn/voksen-hold, og siden da er det blevet til mange årgange, han har fulgt og trænet. Fra 2010 til 2020 har han været træner for flere børne- og ungdomshold, og siden 2015 har han også haft en plads i bestyrelsen, hvor han i dag sidder som formand for fodboldafdelingen.
Det var dog ikke en barndomsdrøm om at blive leder i en idrætsforening, der drev ham i retning af formandsposten. Som tilflytter til Fredericia oplevede han, at han ikke bar rundt på de gamle rivaliseringer, der har præget klubberne i området.
»Jeg er udefrakommende og har ikke de gamle nag mellem klubberne. Tværtimod får jeg tit ros for at være god til at tale med de andre klubber. Jeg ser det objektivt, og jeg tror, det har været en styrke,« fortæller han.
Stævnerne der voksede sig store
En af de ting, Mads er mest stolt af, er udviklingen af klubbens store stævner. EGIF Cup og Føtex Cup er i dag blandt de største breddefodboldstævner i området, og de samler hvert år tusindvis af børn, unge og forældre.
»Det har været nogle af de helt store højdepunkter at se stævnerne vokse sig større og større. Det kræver mange frivillige timer, men det er også en kæmpe gevinst for klubben og for byen,« siger han.
Stævnerne er ikke kun blevet en tradition i Erritsø, men også en platform for at skabe fællesskab og sammenhold på tværs af alder og baggrund.
En personlig sejr med klubhus på kunststofbanen
Et andet af de resultater, han fremhæver, er opførelsen af klubhuset ved kunststofbanen.
»At vi fik et klubhus igen ved kunststofbanen er en af mine personlige sejre. Da vi tidligere havde de gamle barakker, var det dér, klublivet levede. Da vi flyttede aktiviteterne over i hallen, mistede vi meget af klublivet. Og så ramte coronatiden oveni, hvilket gjorde det svært at genopbygge. Klubhus-projektet er derfor noget, der betyder rigtig meget for mig,« siger han.
Da næstformanden i klubben, Carsten, indstillede Mads til DBU’s emblem, kom det som en overraskelse.
»Jeg vidste godt, at Carsten havde spurgt lidt ind til, hvor længe jeg havde været i klubben. Men jeg kunne ikke helt huske det selv. Da vi begyndte at tale om det, gik det op for mig, at det faktisk var flere år, end jeg havde forestillet mig. Så at modtage DBU’s emblem er en stor anerkendelse. Det er jo mange år og mange timer, man har lagt i det,« siger han.
Mads lægger ikke skjul på, at hans engagement kræver meget tid. Udover bestyrelsesarbejdet er han også vendt tilbage som træner.
»Jeg trådte ind i trænergerningen igen efter sommerferien, og det trækker selvfølgelig ekstra tid. Der kan gå en time eller mere, når man står ude på banen og bagefter lige får snakket med spillere eller forældre. Min kone spørger nogle gange, om træningen ikke sluttede tidligere. Men det er takket være hende, at det kan lade sig gøre. Hun har altid stået derhjemme og taget sig af børnene, og det skylder jeg hende en stor tak for,« siger han.
Frivilligheden er ikke kun et spørgsmål om timer, men om passion. For Mads er det de små øjeblikke, der driver ham.
»Når jeg møder nogle unge spillere ude i byen, og de hilser på mig med et hej eller en high-five, så er det den største gave. Det er de små møder med børn, unge og voksne spillere, der giver glæde. Det er dét, der gør, at jeg bliver ved,« fortæller han.
Klubfølelse og fællesskab
Coronaen satte sine spor i klublivet, og for Mads er genopbygningen af fællesskabet en af de vigtigste opgaver.
»Det tager tid at få travle forældre og børn til at engagere sig i klubaktiviteter. Det er ikke kun her i Erritsø, men i mange klubber, at man oplever, at klublivet har været udfordret. Sammenhold og klubfølelse er noget, vi savner, men det er også det, der driver mig til at blive ved. Jeg sætter mange projekter i gang, og heldigvis er der andre, der hjælper med at føre dem i mål,« siger han.
Mads ser optimistisk på fremtiden, men han lægger ikke skjul på, at der er brug for flere frivillige hænder.
»Jeg håber, at vi kan motivere endnu flere forældre og frivillige til at engagere sig, så vi kan styrke klubben yderligere. De seneste år har vi brugt meget tid på drift, men vi har måske glemt lidt at udvikle. Det vil vi gerne ændre på. Vi vækster lige nu, og vi har næsten 10 procent flere medlemmer end sidste år. Vi vil gerne kunne tilbyde det bedste træningsmiljø og skabe de bedste rammer,« siger han.
Han er bevidst om, at væksten stiller krav, men han er også sikker på, at EGIF Fodbold er på vej i den rigtige retning.
»Vi har brug for at udvikle os, så vi kan følge med. Det er mit håb, at vi kan blive ved med at være en klub, hvor børn, unge og voksne føler sig hjemme, og hvor der er plads til alle,« siger han.
En leder med hjertet i klubben
I 2017 blev Mads kåret som Årets Leder i EGIF Fodbold – en titel, der cementerer hans betydning for klubben. Med DBU’s emblem føjer han endnu en hæder til rækken, men for ham handler det stadig om noget større end personlige priser.
»Det er fællesskabet og glæden ved at se andre udvikle sig, der betyder mest. Jeg håber, at mit arbejde kan være med til at give klubben og spillerne de bedste muligheder, både nu og i fremtiden,« siger han.
Med DBU’s emblem som et synligt bevis på hans indsats fortsætter Mads Jakobsen Hansen ufortrødent sit arbejde. Han er mere end en formand og træner. Han er en drivkraft i EGIF Fodbold – og et levende bevis på, hvor meget frivillighed kan betyde for en klub, en by og en hel generation af fodboldspillere.