12-årig drønede af sted med 41 km/t på ulovlig elcykel

KRIMI. Da Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen stillede sig op ved skolen i Taulov, gik det ikke længe, før betjentene fik travlt. Aktionen var rettet mod de unge og deres forældre, og formålet var at se, om reglerne for el-køretøjer blev overholdt. Det blev de ikke i alle tilfælde.
Klokken 7.45 standsede politiet på Taulov Kirkevej en ung dreng på det, der så ud som en elcykel. Den kunne dog køre 41 kilometer i timen, uden at han trådte i pedalerne, og dermed er den i lovens forstand ikke længere en cykel, men en knallert. Føreren viste sig at være en 12-årig dreng fra Fredericia Kommune. Normalt ville en fører blive sigtet for at køre knallert uden kørekort, men fordi drengen er under 15 år, er sigtelsen ifølge politiet kun formel.
Cyklen blev ikke konfiskeret denne gang. Drengen fik i stedet besked på, at den enten skal lovliggøres, eller også må den ikke længere bruges på offentlig vej. Sker det igen, bliver den taget. Politikommissær Arno Rindahl Pedersen er dog ikke sikker på, at netop denne cykel overhovedet kan gøres lovlig.
Lidt senere standsede patruljen på Slåenvej en anden ung fyr fra Fredericia Kommune på samme type køretøj. Den kunne køre 39 kilometer i timen og er derfor også en knallert.
Klokken 9.18 var det et el-løbehjul, der fik politiet til at gribe ind. Løbehjulet kunne køre over 50 kilometer i timen og vejede samtidig mere end de tilladte 25 kilo. Føreren var en ung mand fra Fredericia Kommune, og løbehjulet blev beslaglagt. Ifølge politiet må el-løbehjul højst køre 25 kilometer i timen og højst veje 25 kilo, og et løbehjul som dette kan aldrig blive lovligt på offentlig vej.
Aktionen i Taulov er en del af en indsats ved alle skoler i hele politikredsen. Politiet vil ikke oplyse, hvilke skoler der står for tur, men ifølge vagtchefen findes der mange elcykler, som reelt ikke er elcykler, fordi de kører for hurtigt, og mange el-løbehjul, der ikke må køre på offentlig vej.
Politiet retter især en appel til forældrene. Køretøjerne er farlige, og de unge kan både komme til skade selv og skade andre. Rammer man en anden med et ulovligt el-løbehjul, er der heller ingen ansvarsforsikring, som dækker skaden, og så lander hele regningen hos den unge og familien. Derfor bør alle forældre se nærmere på, hvad deres børn kører rundt på, lyder opfordringen fra politiet.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport den 23.9 kl. 9.00 af politikommissær Arno Rindahl Pedersen.


