UDDANNELSE. Fredericia Kommunes fælles 10. klasses-skole, 10’ende, fortsætter sin positive udvikling. Over de seneste fem år er elevtallet steget markant, og samtidig viser de seneste resultater, at skolens elever klarer sig bedre end nogensinde.

I dag går 115 elever på 10’ende – en stigning på hele 47 procent siden 2019. Samtidig består stort set alle elever dansk og matematik, og sidste år havde eleverne et gennemsnit på 8,0 i mundtlig tysk. Hele 88 procent af årgangen fortsatte direkte på en ungdomsuddannelse.

Ifølge formanden for Unge- og Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen, skyldes resultaterne et langsigtet og målrettet arbejde.

»Der er ingen tvivl om, at 10’ende spiller en vigtig rolle i Fredericia. Her løfter vi de unge, der har brug for et år ekstra til at modnes både fagligt og socialt. De flotte resultater kommer ikke af sig selv – de er et produkt af målrettet indsats på flere områder. Nu skal 10’ende have arbejdsro. Der er ingen lukkeplan – vi fortsætter 10’ende så længe som muligt, mens vi lokalt forbereder EPX og flytter de gode erfaringer med,« siger Pernelle Jensen.

Bag resultaterne ligger flere års systematisk udvikling, hvor skolen blandt andet har indført udvidet kontaktlærerordning, co-teaching i alle klasser, tæt samarbejde med erhvervsuddannelserne og fællesarrangementer, der styrker fællesskabet og motivationen.

Næstformanden i udvalget, Anette Hyre-Jensen, fremhæver, at 10’ende er blevet et solidt springbræt for de unge.

»Vi er stolte af, at hverdagen på 10’ende giver de unge en så solid ballast – både fagligt og socialt – at langt størstedelen af dem er klar til at tage det næste skridt i deres uddannelsesforløb. Det 10. skoleår er med til at give de unge et godt afsæt i livet,« siger hun.

Med både stigende elevtal, gode karakterer og en høj overgangsfrekvens til ungdomsuddannelser tegner 10’ende sig dermed som en af Fredericias uddannelsesmæssige succeshistorier – og en vigtig del af fundamentet for den kommende ungdomsuddannelsesreform.