SPORT. Middelfart Sparekasse har igen i år lettet på låget til Fællesskabspuljen, og støtten kommer en lang række lokale foreninger, aktiviteter og initiativer til gode. Blandt modtagerne er Middelfart Skateboarding, som har modtaget 10.000 kroner til arbejdet med at styrke fællesskabet omkring skateboardkulturen i byen.
For formand Morten Bennetsen er støtten kærkommen – ikke mindst fordi der netop nu sker usædvanligt meget i og omkring skateboardhallen. »Jeg er superglad, for der sker så mange ting dernede lige nu. Og jeg ville virkelig gerne lave lidt hype omkring det, for folk må simpelthen ikke gå glip af det tilbud, vi har,« fortæller han.
Fra nybegyndere til “Old Bones”
Middelfart Skateboarding er ikke en ny forening. Den har eksisteret siden 2017, men har i de senere år fået nye rammer med en decideret skateboardhal – og dermed også nye muligheder. »Vi er en skateboardforening, og vi står på skateboard. Kun skateboard. Det er et bevidst valg, fordi fællesskabet bliver stærkere, når man har én fælles tredje,« forklarer Morten Bennetsen.
Det handler ikke kun om tricks og teknik, men om de værdier, der følger med skateboardkulturen. »Vi vil gerne give unge mennesker et sted, hvor de kan opleve de værdier, der er i skateboarding. Det fede er, at man mødes på tværs af generationer. Det kan være en på 15, der skater sammen med en på 25 – og en på 45,« siger han.
Foreningen rummer både dem, der har stået på skateboard i årevis, og dem, der først lige er begyndt. Der er tilbud til nybegyndere – og så et koncept, der har vakt særlig begejstring. »Vi har lavet noget, der hedder Old Bones. Det er for alle dem over 30, der aldrig har lært at stå på skateboard. De kan komme og lære det fra bunden,« siger Morten Bennetsen med et grin. Holdet er allerede ved at finde sin form. »Der er begyndt at komme en lille flok. De møder op med nerverne uden på tøjet, og så lærer de at stå på skateboard, droppe ned ad ramper og alt det der. Det er faktisk ret sjovt at se.«
Olie på cykelkæden
De 10.000 kroner fra Fællesskabspuljen kommer oven i en større opbakning til projektet fra både kommune og fonde. Alligevel gør beløbet en reel forskel. »Vi har fået kæmpe opbakning til hele projektet, men de her 10.000 kroner er sådan lidt olie på cykelkæden. Det giver os frihed til at lave nogle ekstra fede ting, events og måske købe mere udstyr,« siger han. Noget af støtten er allerede øremærket. »Vi har snakket om at købe flere låneboards. Det hænger sammen med, at skateboardhallen ligger lige op ad Kabel29, hvor der er fællesspisning om torsdagen. Efterfølgende tilbyder vi skateboardundervisning til dem, der tør hoppe på brættet – og der mangler vi simpelthen nogle gange boards,« forklarer han.
Koblingen mellem skateboardhallen og det omkringliggende unge- og kulturmiljø spiller en central rolle for foreningen. »Jo mere good vibes og unge miljøer der er samlet ét sted, jo mere interessant bliver det. Og det kan vi mærke allerede nu,« slutter Morten Bennetsen. Med støtten fra Middelfart Sparekasse har Middelfart Skateboarding fået endnu bedre mulighed for at åbne dørene bredt – for unge, voksne, nybegyndere og “Old Bones”. Og budskabet fra formanden er klart: Her er et tilbud, man ikke bør gå glip af.










