KULTUR. Vitello er ikke ret god til at kede sig. Han finder altid på noget – enten sammen med de irriterende tvillinger Max og Hasse, sammen med møgungen William eller bare sammen med sig selv. Og det ender som regel uheldigt, til stor morskab for alle andre end ham selv. Sådan har det været i Kim Fupz Aakesons populære børnebøger, der siden den første udgivelse har vundet plads i skoletasker, på bibliotekshylder og som højtlæsning i tusindvis af danske hjem. Nu kommer Vitello til Fredericia – live, på scenen og helt gratis.

Den 18. og 19. marts afvikler Teaterforeningen Lillebælt fire forestillinger af “Vitello” i Fredericia Musicalteater for børn i 1. og 2. klasse fra både Fredericia og Middelfart kommuner. Forestillingerne er gratis, og de 1.600 billetter til børnene blev revet væk, da skolerne fik muligheden for at melde ind. Dertil kommer billetter til de medfølgende pædagoger og lærere. Stort set alle skoler i begge kommuner har tilmeldt sig.

En figur, børnene kender i forvejen

Vitello er en af de mest læste børnebogsfigurer i de yngste klasser i den danske folkeskole. Bøgerne, der er skrevet af Kim Fupz Aakeson og illustreret af Niels Bo Bojesen, følger drengen Vitello, der bor med sin mor i et rækkehus ved ringvejen. Hans mor har boet i Italien, dengang hun var ung – det er derfra navnet kommer. I teaterforestillingen leder Vitello efter en far, han kan vise frem for sine venner. Undervejs møder han både en klam kæreste, en tunghør pølsemand og Gud. Og så er spørgsmålet, om en papfar med en rød sportsvogn kan være nok, når man drømmer om en superengel som far.

Forestillingen er produceret af Louise Schouw Teater, et af Danmarks største turnerende teaterkompagnier, og er en musikforestilling med sange, dans og skøre replikker, der varer cirka en time og ti minutter.

Gratis teater for de yngste

At 1.600 børn fra to kommuner samles til gratis teater i Fredericia Musicalteater er ikke hverdagskost. Arrangementet er et af de største samlede børnekulturarrangementer i området i denne sæson, og at stort set alle skoler har meldt ind, glæder formanden for Teaterforeningen Lillebælt, Poul Erik Madsen.