Tøjhuset ligger i Gothersgade, lige om hjørnet fra hovedgaden, i en bygning der oprindelig var sukkerkogeri. Det blev det ikke længe ved at være. Militæret overtog bygningen i 1863 og brugte den til at opbevare soldateruniformer i de næste hundredetyve år, indtil de selv flyttede ud. Bygningen er fredet siden 1983. Eksercerhuset ligger et par hundrede meter derfra, ned mod Lillebælt, på det der i dag hedder Kulturkasernen. Det er bygget samme år som militæret overtog Tøjhuset, 1863, og blev brugt af garnisonen til at øve indendørs, når vejret var dårligt. I dag er der plads til tusind mennesker derinde, når man stiller bænkene væk.
Det er to gamle militære bygninger der står tilbage og som ikke længere ved hvad de er. Eller jo, det gør de. De er Danmarks 6. største rytmiske spillested.
Inde i Tøjhusets backstageområde, helt oppe under taget, hvor lokalerne snor sig sammen i et rod af gamle gange, sofaer, plakater og lugten af mange tusinde koncerter, sidder Kirstine Uhrbrand med et glas vand foran sig og prøver at fortælle hvordan det hele hænger sammen. Hun blev leder af både Tøjhuset og Eksercerhuset 1. november 2024, hun overtog efter Sune Rasmussen, hun er vokset op på Fanø hvor folkemusikken hører til som en del af vejret, og hun har en uddannelse fra Roskilde Universitetscenter og en fortid på Tønder Festival og Klimafolkemødet. Hun var her første gang som koncertgæst i 2019. Da hun trådte ind ad døren som leder fem år senere, gjorde hun ikke det første, ledere i den slags stillinger plejer at gøre, hun rev ikke noget ned og ændrede ikke programmet, hun begyndte at lytte.
Den røde tråd løber langt tilbage.
En aften i Kirkestræde
Det Bruunske Pakhus åbnede som kulturhus 17. september 1986. Det havde stået i forfald siden krigen, det var blevet brugt til alt fra kornlager til møbelforretning, og i 1980 blev det fredet, året efter købt af Fredericia Kommune og sat i stand. Den første aften var der koncert. Den første leder hed Dan, og han havde et talent for at få amerikanske folk-stjerner og jazz- og rockmusikere til at gøre stop i Fredericia på vej gennem Europa. Helle kom efter ham, og siden Sune. Foreningen, der drev huset, hed dengang foreningen Det Bruunske Pakhus, og den blev båret af nogle hundrede frivillige, der skiftedes til at stå i baren og tage imod gæsterne og lukke døren, når koncerten var slut.
Pakhuset blev for småt op gennem 2000'erne. Foreningen begyndte at se sig om efter et større lokale, og det havde den. I 1990'erne havde Fredericia Kommune købt Tøjhuset af en privat virksomhed og indrettet det til klassiske koncerter. Omkring 2017 flyttede foreningen op i Tøjhuset, og den skiftede samtidig navn til FredericiaLive. Det var samme forening. Det var også mange af de samme frivillige.
»Ånden fra Det Bruunske Pakhus er rykket med herop i Tøjhuset,« siger Kirstine. »Vi tænker meget på vores ophav. Dem, vi står på skuldrene af i Det Bruunske Pakhus. Jeg prøver i hvert fald at være meget bevidst om dem, jeg står på skuldrene af, og alt det, der er sket i den historiske by.«
Det er sjældent at høre en kulturleder bruge det ord. Ophav. Det lyder af kirkegårde og slægtsbøger, og det lyder af noget længere tilbage end strategi og branding og publikumsudvikling. Men det er det, hun siger, og det er det, hun mener. Da hun sidste år lancerede en ny folkemusik-koncertrække i Tøjhuset, fik den navnet Warehouse Folk. Pakhus på engelsk. Det var en bevidst hånd tilbage til Pakhuset i Kirkestræde, hvor Dan i sin tid bookede de amerikanske folk-stjerner ind. En måde at sige, at de stjerner stadig hører til, også når bygningen er sat til salg.
Når Martin Andersen taler om huset, lyder det næsten som hende. Han har været formand for FredericiaLive i over tyve år. Han har stået ved siden af det hele, fra de små koncerter i Pakhuset i 80'erne til de store, udsolgte aftener i Eksercerhuset i dag. Han kom til, da FredericiaLive stadig hed Det Bruunske Pakhus, og han er der stadig.
Fyrre års arbejde af et par hundrede mennesker har vendt byens position. Fra at være et sted, man tog væk fra for at høre musik, til et sted, man tager hen for at høre den.
Et moderne forsamlingshus
Når Kirstine skal beskrive, hvad husene egentlig er, bruger hun et ord, der er sjældent at høre om et spillested i 2026.
»Det er jo på en måde lidt et moderne forsamlingshus, de her spillesteder,« siger hun. »Stedet, hvor man mødes i byen.«
Det er et ord, der har historie at trække på. Eksercerhuset blev oprindelig bygget som mødested for byens garnison. Tøjhuset blev brugt af den private virksomhed, der ejede det i 1990'erne, til kontorlokaler, før det blev kulturhus. Det Bruunske Pakhus var en købmandsgårds lager. Bygningerne har skiftet funktion mange gange, men folk har gået ind og ud af dem.
Et forsamlingshus rummer hele byen, hvis det fungerer. Det er der, programmet på Tøjhuset og Eksercerhuset henter sin form.
Programmet er bredere end på de fleste sammenlignelige spillesteder i landet. På samme uge kan der være en frokostjazz med Fredericia Jazzklub, en børnekoncert med Popsi og Krelle, en udsolgt rockkoncert med Madsen, en stand-up med Martin Kanstrup, en klassisk koncert med Akela String Quartet, og et lokalt navn, der er på vej frem. Der er ungekoncerter til 150 kroner. Der er folkemusik fra Canada og Sverige. Det er et program, der peger i alle retninger.
»Vi vil først og fremmest gerne være noget for alle, og vi vil gerne have alle, der på en eller anden måde kan se sig i vores program og finde et eller andet, som de synes er spændende.«
Hun siger det stilfærdigt, men det er en programfilosofi, der adskiller sig fra mange andre. Andre spillesteder af samme størrelse tænker i toplinje, internationale navne og det største mulige slag. Her tænker man i bredde. I at samle byen. I at lade den enkelte koncert være et stykke af et større billede, hvor børnefamilien, jazzpublikummet, den unge på 22 og pensionisten alle kan finde noget at gå til.
»Vi skal selvfølgelig stadig have de der store stjerner, der kommer ind og spiller og giver en fed oplevelse og tager hjem igen. Men jeg tror også på det her med, at vi understøtter Fredericias musikliv. Det er rigtig vigtigt.«
Fredagsjam og en magisk eftermiddag
Hvis man vil se, hvad Kirstine mener, når hun siger, at husene skal være moderne forsamlingshuse, så skal man komme i Tøjhuset en fredag eftermiddag.
Fredagsjam hedder det. Det kører året rundt med undtagelse af sommerferien. Det er åbent for alle, der har lyst til at spille. Lokale musikere kommer forbi. Unge fra musikskolen kommer forbi. Pensionerede jazzmusikere kommer forbi. Folk, der lige er flyttet til byen og leder efter et netværk, kommer forbi. De stiller sig op og spiller sammen, og de fleste af dem kender ikke hinanden, da de begynder.
Det er et arrangement, der lever på sine egne præmisser. Folk kommer fra hele Trekantområdet, og det er noget byen laver til byen selv. En lille klang af Det Bruunske Pakhus, hvor publikum og musikere stod ansigt til ansigt på halvanden meters afstand, og hvor en hel del af det, der senere blev til FredericiaLives store programlinjer, fik sin form.
FredericiaLive har også indført en Lokalaften, hvor lokale bands kan søge om at spille via et open call. Et eksternt lytteudvalg vælger dem ud. Det var første gang i 2025, og det gentages i 2026. Og i 2027-programmet har hun booket flere musikere, der er vokset op i Fredericia, men nu bor andre steder og har musikkarriere. De skal hjem og spille.
»Det betyder noget særligt for dem at komme hjem i Tøjhuset og spille. Det betyder noget, at der er nogen, der må vi godt starte vores turné her, for det er jo på hjemmebane.«
Hjemmebane er et ord med præcise forudsætninger. Det kræver et hold, der hører hjemme. Det kræver et publikum, der vil sige »velkommen hjem«, når lyset går op. Og det kræver en generation efter den, der står i salen i dag.
Den næste generation
For den generation arbejder Kirstine også. I efteråret 2025, kort efter at hun var trådt til, startede hun sammen med nogle af de frivillige en ungegruppe. Op imod tyve unge er med. De kommer fra forskellige steder i byen og forskellige hjørner af musikken. Nogle har spillet selv, nogle er bare publikum. De mødes i perioder hver fjortende dag, hører musik sammen, præsenterer bands for hinanden, skriver ideer ned.
Det er en arbejdsgruppe, og det er den arbejdsgruppe, der bestemmer. De unge har selv fundet hovednavnet til en kommende koncert, ringet til bandet og forhandlet aftalen i hus. De har selv været ude i deres netværk på gymnasiet og i ungdomshuset for at finde lokale bands, som de gerne ville give chancen.
»Vi er så glade for det arbejde, de har lagt i det, også fordi de kan nå ud til nogen, vi slet ikke når ud til. De har et kendskab til, hvad der foregår på ungdomsuddannelserne, som vi mangler.«
Det er der en grund til, at hun gerne vil have fat i dem. 60 procent af publikum på Tøjhuset og Eksercerhuset kommer fra Fredericia Kommune, og det er en stærk lokal forankring. Men aldersgruppen under tredive er underrepræsenteret, og det er den, hun forsøger at nå. Derfor har ungegruppen sammen med Kirstine lanceret et koncert-koncept, der hedder »Besat af Musik«. Idéerne fra de unge har samtidig startet koncert-konceptet, der hedder Fragment. Det er et særligt program for unge under tredive, hvor billetten koster 150 kroner.
»Det her er fremtidens gæster og fremtidens frivillige, så det arbejder vi også for,« siger Kirstine.
Frivilligheden og det moderne forsamlingshus
For frivilligheden er det, der bærer det hele. Tøjhuset og Eksercerhuset eksisterer, fordi over hundrede frivillige står bag dem aften efter aften. Det er dem, der står i barerne, tager imod gæsterne, tjekker billetterne, holder døren, sørger for opstilling og oprydning. Det er dem, der gør, at lederen ikke skal ansætte tredive fastansatte.
»Det ville aldrig være muligt uden de over hundrede frivillige og de mange lokale foreninger, som aften efter aften møder op og hjælper med alt fra barer til garderober og døren,« siger Kirstine. »Det er noget, vi har opbygget gennem mange år.«
Mange af dem har været med siden Pakhuset. Andre er kommet til som tilflyttere og har meldt sig som en måde at lære byen at kende. Det er den samme model, der bærer det meste af det danske foreningsliv, fra håndboldhallen til spejderforeningen. Men det er sjældent, at den bærer et spillested af Eksercerhusets størrelse.
Når samtalen kredser længe nok om de frivillige og om de unge, der har fået plads ved bookingbordet, glider den over i noget større. Det handler ikke længere kun om hvem der spiller, eller hvem der står i baren. Det handler om hvad husene skal være for byen. Når Kirstine taler om fremtiden, taler hun om noget, der ligger ud over musikken. Hun taler om unge og ensomhed, om mistrivsel, om det fysiske møde mellem mennesker.
Det er en aktuel diskussion i 2026, og det er en, mange spillesteder holder sig fra. Men det er en af de pointer, der gør Tøjhuset og Eksercerhuset til noget mere end koncertsteder. De er sociale infrastrukturer. De er steder, hvor folk i alle aldre står ved siden af hinanden og hører noget og mærker noget sammen, fysisk og samtidig.
»Vi vil rigtig gerne bidrage og tage ansvar i, at byen som helhed bliver en dejlig og spændende by at leve i og besøge udefra,« siger hun, og hæfter sig ved, at det er det moderne forsamlingshus tænkt videre.
Ånden er rykket med
Når man står på Kulturkasernens gårdsplads og ser ud mod Lillebælt, kan man se Eksercerhuset til den ene side og kasernebygningerne til den anden. Man kan ikke se Det Bruunske Pakhus herfra. Det ligger inde i den gamle bydel, halvanden kilometer borte. Hvad der bliver af det, ved ingen endnu.
Men ånden er rykket med. Det er, hvad Kirstine Uhrbrand siger, og det er det, hun vil gerne fortsætte i. Den røde tråd løber fra Dan over Helle og Sune til hende selv, fra Pakhuset til Tøjhuset til Eksercerhuset, fra en aften i september 1986 til en aften i september 2026. Det er fyrre år.
»Vi er bare enormt glade for, at folk kommer i vores huse,« siger hun, da samtalen lakker mod enden. »Og enormt taknemmelige over for alle de frivillige, der lægger en kæmpe indsats her, og alle dem, der støtter på forskellige vis, så det kan lade sig gøre. Det er virkelig en fornøjelse.«