Grænsen som våben

Tallene er svære at fatte for en by på størrelse med Vejle. Fra onsdag morgen til fredag aften krydsede mellem 50.000 og 60.000 mennesker ind i Ceuta, den spanske eksklave på Afrikas nordkyst med 84.000 indbyggere. De fleste kom fra søsiden, svømmende eller i småbåde uden om hegnet. Andre pressede sig gennem grænseovergangene i så tætte klynger, at vagterne blev løbet over ende, og nogle forsøgte at klatre over bølgebryderen, der bærer hegnet ud i strædet. Mindst 72 mennesker omkom. Nogle druknede, andre blev mast mod stenene. Blandt de døde var en ung marokkansk fodboldspiller fra Tetouan, Faten Ben Amar El Azizi, der ifølge sin klub hverken søgte berømmelse eller eventyr, kun et liv på den anden side.

Mandag er byen næsten sig selv igen. Omkring 48.000 er vendt tilbage til Marokko, mange af egen drift, fordi der hverken var mad eller tag over hovedet at finde på den spanske side. Den spanske hær står fortsat ved hegnet, og tirsdag mødes indenrigsministrene fra EU-landene til hastemøde om sagen. Fra Danmark deltager udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov.

Tilbage står spørgsmålet, hvordan det kunne ske. I Madrid konkurrerer to forklaringer. Den ene er juridisk. Den 29. juni underkendte Spaniens højesteret de såkaldte hot returns, hvor migranter opsnappet på vej mod Ceuta ad søvejen blev afleveret direkte tilbage til marokkansk politi uden sagsbehandling. Ifølge premierminister Pedro Sánchez udnyttede menneskesmuglernetværk dommen og solgte den i Marokko som et løfte om en åben dør. Dertil lægger 22 europæiske stats- og regeringschefer i et fælles brev den spanske masseregularisering fra april, hvor 1,2 millioner migranter uden lovligt ophold søgte om papirer. Den slags trækker, skriver de.

Den anden forklaring samler flere. I et land, hvor kong Mohammed VI har udbygget sit sikkerhedsapparat og overvåger grænsen med kameraer og patruljer, tror stort set ingen spanske iagttagere på, at titusinder kan nå frem til hegnet, uden at nogen ser den anden vej. Flere migranter har uafhængigt af hinanden fortalt spanske medier, at de blev opmuntret snarere end standset. Rabat har ikke sagt et ord. Tavsheden er til at forstå for enhver, der kender historien, for Marokko har brugt denne grænse som redskab før. Det er her, de hundrede år kommer ind.

De unge, der i sidste uge svømmede om kap mod bølgebryderen, kom i vidt omfang fra Fnideq, Tetouan og egnene bag dem. Det er Rif-området, hvor Spanien i 1920'erne udkæmpede sin blodigste kolonikrig. Ved Annual i 1921 udslettede Abd el-Krims oprørere en spansk hær på over ti tusind mand, den største ydmygelse i spansk kolonihistorie, og Spanien svarede igen med årelang krig og sennepsgas over landsbyerne. Nederlaget væltede regeringen i Madrid og banede vej for diktatur. Femten år senere gik strømmen den modsatte vej. Det var fra Ceuta og protektoratet, Franco i juli 1936 lod sin Afrikahær flyve over strædet og indlede borgerkrigen. Byen ved strædet har formet det moderne Spanien mere end nogen anden provinsby.

Da Marokko blev selvstændigt i 1956, beholdt Spanien Ceuta og Melilla med henvisning til, at byerne havde været spanske i århundreder før protektoratet, i Ceutas tilfælde under europæisk flag siden 1415. Marokko har krævet dem lige siden. Kravet fik følgeskab af handling i 1975, da Hassan II sendte 350.000 civile ind i Spansk Sahara i Den Grønne March, mens Franco lå for døden, og Spanien opgav kolonien. Vestsahara har siden været den akse, alt andet drejer om i forholdet mellem Madrid og Rabat.

Ceuta blev Unionens ydre grænse, da Spanien kom med i fællesskabet i 1986, og Schengen fulgte efter med visumkrav til marokkanere. Hegnene voksede op gennem halvfemserne. Siden har grænsen fungeret som en ventil, Rabat kan åbne og lukke. I 2002 besatte marokkanske gendarmer den ubeboede holm Perejil, og Spanien måtte sætte elitesoldater ind. I 2005 kom de første store stormløb mod hegnene med mindst elleve døde. I 2014 druknede femten unge mænd ud for stranden Tarajal i Ceuta, mens Guardia Civil skød gummikugler mod dem i vandet, en sag, der fik Spanien til at lovfæste netop de summariske tilbagesendelser, som højesteret nu har underkendt. Den juridiske tråd fra i sidste uge går lige tilbage til Tarajal.

Generalprøven kom i maj 2021. Da Spanien i stilhed lod Polisario-lederen Brahim Ghali indlægge på et spansk hospital, slækkede marokkanske grænsevagter kontrollen, og på to døgn kom mellem otte og ti tusind mennesker ind i Ceuta, mens vagterne så til. Spanien satte hæren på stranden. Krisen sluttede først, da Madrid året efter foretog sin store kovending og støttede Marokkos plan for Vestsahara. Det købte fire års ro ved hegnet og kostede venskabet med Algeriet. I sidste uge viste det sig, at roen var lejet og ikke ejet.

Mønsteret gennem tyve år er svært at overse. Hver gang grænsen har været under pres, er Marokko kommet styrket ud på den anden side, med flere europæiske midler til grænsekontrol, med politiske indrømmelser i Vestsahara-spørgsmålet, med en dybere europæisk afhængighed af kongehusets velvilje. Europa har i tre årtier betalt Rabat for at holde porten. I torsdags fik Europa demonstreret, hvad porten egentlig koster.

Reaktionen nordfra kom hurtigt. Mette Frederiksen og Giorgia Meloni var penneførere på brevet fra de 22 regeringschefer, der kræver styrkede ydre grænser, flere ressourcer til grænseagenturet Frontex og varsler national grænsekontrol, så migranter fra Ceuta ikke bevæger sig videre op i Europa. Frederiksen gik længst og nævnte muligheden af at suspendere Spanien fra Schengen-samarbejdet, hvortil den spanske udenrigsminister måtte minde om, at Ceuta i forvejen står uden for centrale dele af Schengen-reglerne. Sánchez kaldte opråbet »egoistisk« og polariserende, men bakker op om tirsdagens møde. Fronterne i europæisk migrationspolitik er trukket op på fire døgn.

Tilbage i Fnideq står de unge, der vendte hjem i weekenden. Hver tredje marokkaner mellem 15 og 29 år er ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation hverken i arbejde eller under uddannelse, og en marokkansk forfatter skrev i weekenden, at havet for mange af dem er mindre skræmmende end hjemmet. Europa vil bruge de kommende uger på at diskutere hegn, Frontex og Schengen. Nøglen til grænsen ligger imidlertid ikke i Bruxelles. Den ligger i Rabat, hos en konge, der endnu ikke har sagt et ord, og som måske af samme grund har sagt det hele.