Nyt byrådsmedlem fik længe ventet start i byrådssalen

Nyt byrådsmedlem fik længe ventet start i byrådssalen

POLITIK. Det var en dag, hun havde set frem til længe, da Middelfart Byråd holdt årets første ordinære møde i den nye byrådsperiode. For Louise Gade Ellekrog begyndte dagen med en fælles introduktion – og sluttede med hendes første byrådsmøde som valgt medlem.

»Hvor er det bare herligt at være i gang. Det er virkelig, virkelig længe ventet for mig at være i gang,« siger hun.

Selvom valget fandt sted den 18. november, har ventetiden frem mod første arbejdsdag føltes lang. »For det almindelige menneske virker det måske ikke som om, det er så længe siden. Men for mig har det været lang tid siden, at man fik den der glædelige nyhed om, at man fik lov til at være i byrådet. Så endelig at komme i gang – det var stort.«

En dag med både alvor og noget velkendt

Introduktionsdagen fyldte det meste af dagen og gav både nye og erfarne byrådsmedlemmer indblik i arbejdsgange, roller og rammer. For Louise Gade Ellekrog havde dagen også et personligt præg. »Jeg havde simpelthen fået en ny taske af mine forældre. De er 81 år gamle og havde foræret mig den, så jeg ligesom kunne starte godt i byrådet. Den havde jeg under armen i går, og det var bare mega fedt at have en taske med fra sin mor og far.«

Hun bemærker, at det ikke handler om at sammenligne byrådsarbejdet med den første skoledag, men om følelsen. »Det er ikke for at sammenligne byrådet med første skoledag, men følelsen er den samme. Det er hyggeligt, men det er også følelsen af, at det her er stort, det er vigtigt, og det er et kæmpe ansvar. Og det startede i går.«

Fra embedsværk til byrådssal

Louise Gade Ellekrog kommer med erfaring fra kommunalt arbejde – dog fra en anden kommune – og netop det gav introduktionsdagen en særlig betydning. »Jeg har jo en baggrund i kommunen, ikke i Middelfart, men i Fredericia, hvor jeg har serviceret lokalpolitikere i en del år. Så for mig var det helt specielt pludselig at sidde på den anden side af bordet.«

Hun peger på, at hun godt ved, hvor meget arbejde der ligger bag sådan en introduktionsdag. »Det er ikke bare noget, man lige gør. Jeg ved, hvor meget energi og hvor mange takter der er lagt i at lave sådan en dag. Der har været et embedsværk og en forvaltning, der virkelig har stået på hovedet for, at vi skulle blive klædt godt på.« Dagen oplevede hun som både informativ og god. »Jeg synes simpelthen, dagen var exceptionelt informativ og virkelig god. De er dygtige til at indflyve os på en god måde. For hvor starter man lige, når der er så meget?«

En rolig debut i byrådssalen

Efter introduktionen fulgte det første byrådsmøde, og her var Louise Gade Ellekrog glad for, at starten var til at overskue. »Det var også dejligt at starte med et byrådsmøde, hvor dagsordenen ikke var så tung, og hvor det ikke var så langt. Jeg kunne ikke ønske mig en meget bedre start end en rolig begyndelse.«

Hun beskriver oplevelsen som særlig – også bare det at sidde i rummet sammen. »Det var helt vildt bare at prøve at sidde med. How to byråd, om man vil. At vi er inde i det rum sammen.«

Oplevelse af ro og fælles vilje

Når hun ser tilbage på dagen og stemningen i byrådet, er det især én ting, der står klart. »Jeg synes egentlig, at alting lægger sig. Der er en stemning af, at vi er i gang med det sammen.«

Hun hæfter sig især ved samværet under introduktionsdelen, hvor byrådsmedlemmerne ikke sad på hver sin side af bordet. »Der kunne jeg se, at folk snakkede på kryds og på tværs og med hinanden. Det føles for mig, som om der er ro på. Der er ikke nogen, der sidder og kigger skævt.« For hende peger det frem mod en ny periode med fokus på samarbejde. »Der er en vilje til at sige: Prøv at hør her, nu er vi her. Punktum. Videre.«

Exit mobile version