Manden der elskede Fredericia, før byen lærte at elske sig selv

Der er en bestemt slags lys over Ryes Plads en formiddag i juni. Det falder skråt ind mellem husene, lægger sig over brostenene og over de borde, hvor folk sidder med deres kaffe og deres aviser og deres halvanden time, de har stjålet fra dagen. Pladsen summer. Et sted bag os griner nogen. En kop bliver sat ned mod en underkop. Og midt i det hele sidder en mand med et glas rødvin foran sig og kigger sig om i lokalet på den der måde, han altid har gjort det, som om han lige skal have overblik over, hvem der er her, hvem der skal hilses på, hvad der foregår.

Christian Jungmark fylder 60 år den 21. juni. Det er, som han selv siger med et grin, helt vanvittigt. Næsten voksen nu.

Vi har siddet over for hinanden mange gange før, han og jeg. Nogle gange har det været ham, der stillede spørgsmålene. I dag er det omvendt. Og når man skal fortælle historien om Mr. Fredericia, manden der for mange er blevet synonym med byens puls og erhvervsliv og fællesskab, så er der én ting, man er nødt til at slå fast med det samme:

Han er ikke herfra.

Han er født i Gentofte. Vokset op i Virum. Han kom kørende vestover for kærligheden, og så blev han hængende i femogtredive år og endte med at elske byen højere, end de fleste der er født i den. Det er den historie, vi skal tilbage til begyndelsen for at forstå.

»Jeg er født i Gentofte og rykker så til Virum, som ligger ti-femten kilometer nordpå,« fortæller han. »Og har faktisk boet der hele mit unge og delvis voksne liv, indtil jeg blev 23 og rykkede herover.«

Det var en tryg barndom. Det siger han uden tøven. Men når man beder ham om at tage den helt kynisk, helt ærligt, så er der to historier i den barndom, ikke én. Der er moren, som altid var der. Og der er faren, som han var meget forskellig fra, og som han aldrig fik nogen rigtig relation til.

»Mine forældre blev skilt, da de havde haft sølvbryllup. Og så havde jeg faktisk ikke nogen kontakt til min far derfra, stort set.«

Det er den slags sætning, der kan siges på mange måder. Christian siger den roligt, uden bitterhed, men man fornemmer, at det er en sætning, der har kostet noget at nå frem til. For det er præcis her, i fraværet, at noget af det vigtigste i hans liv blev formet.

»Det, jeg har taget med mig, det er at give mine børn den bedst mulige støtte, backup, altid være der for dem. Og det ved jeg også, Henriette, det er samme mindset, vi har haft. Være der for vores børn, bakke op om dem, sørge for at de er i trygge rammer, men også sørge for, at de får noget råderum.«

Det er en mand, der har taget et bevidst valg om at vende et savn til et princip. Trygheden fra moren ville han give videre. Distancen fra faren ville han lade ende med ham selv. Og når man kender den beslutning, forstår man pludselig en masse andet om Christian Jungmark, om hvorfor nærvær er blevet hans livs mantra, både i familien og i banken.

Skolen var ikke hans element. Det lægger han ikke skjul på.

»Jeg var ikke super vild med at gå i skole. Folkeskolen, det var også noget, der bare skulle overstås.«

Det blev det så. Igennem niende klasse på en okay måde. Og så kom gymnasiet, og det var en anden sag.

»Det var nok lidt i sådan et granatchok. Forventningerne var en lille smule anderledes, end når man bare har surfet igennem folkeskolen. Så det var en hård omgang.«

For det var ude på vandet, drengen levede. Han elskede at windsurfe. Som yngre havde han bygget sin egen jolle og sejlet den i weekenderne. Han kom igennem gymnasiet, fik sin studenterhue som matematisk-biologisk student, ikke ligefrem den nemme pakke, og indrømmer med et grin, at biologien ikke just er det, han har brugt mest siden.

Men da huen var i hus, stod han med spørgsmålet, som så mange unge står med: Hvad nu? De andre tog på handelsskole, læste HA, HD, satte sig bag bøgerne og skærmen. Det var ikke ham.

»Jeg skulle bare have noget, der i hvert fald ikke var syv-otte år bag bøgerne og en skærm, men lidt mere en blanding af noget teori og noget praksis. Og så tjene en lille smule penge undervejs, syntes jeg. Det var rigtig fedt.«

Allerede her aner man manden, han skulle blive. Den praktiske. Den der hellere ville prøve det af i virkeligheden end læse om det. Den der stolede på sin mavefornemmelse mere end på sit eksamensbevis.

Men inden bankverdenen kom et år, der skulle vise sig at betyde mere for ham, end nogen uddannelse kunne have gjort.

Han tog et sabbatår som handicaphjælper. Og ikke for hvem som helst. Han passede Eva, Mogens Glistrups datter, der var kørt galt kort forinden og var blevet lam fra brystet og ned.

»Så var vi to, der tog teten på den og sagde, at du skal have et godt liv herfra, men det kræver til gengæld 24-7 mandsopdækning.«

Det blev et år, der gav ham noget, han stadig bærer rundt på.

»Det gav mig meget, faktisk, menneskeligt. Fordi man kunne se, hvordan man kunne gøre en forskel ved at hjælpe et menneske, som er hundrede procent afhængigt af én.«

Det var ikke nogen nem opgave. Glistrup var, som Christian diplomatisk formulerer det, en lille smule speciel, og belejret af journalister stort set konstant. Så mens man inde bag dørene levede det neutrale, anonyme liv og passede sit arbejde, stod der pressefolk ude på gaden og ville snakke og tage billeder.

Men det stærkeste ved det år var ikke besværlighederne. Det var venskabet med Eva. Det holdt ved længe efter, han var stoppet officielt. Han fortsatte med aften- og nattevagter ved siden af sin læreplads, fordi de var blevet gode venner, og fordi man bare ikke kunne slippe det.

»Det er jo noget specielt at stå og være afhængig af nogle mennesker. Og grænseoverskridende, helt vildt, for hende at stå der og sige, jeg er nødt til at have to mænd til at hjælpe mig, og jeg kan ingenting. Men det har givet mig rigtig meget, hele den proces.«

Og Eva gav ham også noget helt konkret med. Det var hende, der skubbede til ham og sagde, at han ikke hørte særlig godt, og at han burde gøre noget ved det.

»Hun var måske også en af dem, der sparkede lidt til mig og sagde, du hører sgu ikke særlig godt. Det kunne være, du skulle gøre noget ved den del af det. Og det gjorde jeg så.«

Et venskab, der både modnede ham menneskeligt og fik ham til at høre verden bedre. Bogstaveligt talt.

Karrieren begyndte i 1986 hos Sparekassen SDS i Gentofte, et par kilometer fra hvor han var født. Der er en vis rund slutning i, at han i dag igen er i sparekasseverdenen, noterer han med et smil.

Han var der et år, kom så til Løgumkloster, byggede Bispebjerg-afdelingen op. Og det var i Løgumkloster, livet for alvor drejede. For der arbejdede Hannah Adler, Henriette, i storcentret, og han så hende vandre forbi hele tiden og syntes, hun var meget sød.

En aften mødtes de på en bar i København, på Gråbrødretorv. Og her er detaljen, der siger noget om manden:

»Nu var jeg jo en fornuftig ung mand på det tidspunkt og var rigtig glad for den bil, jeg havde fået købt. Så jeg ville rigtig gerne med i byen, men kørte stort set altid. Sådan var det, når man var ung i København. Det gjorde hun ellers ikke den aften. Hun havde fået en lille smule at drikke og lidt til. Så jeg tror, det er lige før, hun ikke kan huske, at vi mødtes derinde.«

Han kørte hende pænt og trygt hjem klokken fire om natten. Og inden han gik, sagde han, at han syntes, hun var meget sød, og om de ikke skulle ses igen snart. Det blev allerede søndagen efter, hvor han fik hende med ud at windsurfe inden for det første døgn, de havde lært hinanden at kende.

Og så holdt det bare ved. Fra 1988 til nu. Otteogtredive år.

Men der var en kuvert. Da han var hjemme hos hende dagen derpå, lå der en jobansøgning fremme. Til Fredericia. For Henriette havde gjort det klart fra starten: hendes fremtid lå vest for Storebælt. Skulle de tænke fremad sammen, var det herovre, det skulle foregå. Ikke i Storkøbenhavn.

»Det måtte jeg så lige synke og sige, nå ja, men så er det jo sådan, det er.«

Og dermed gjorde han noget næsten enestående for en bankmand på den tid. Normalt rejste de jyske bankfolk til København for at blive udlært, boede der et år eller to og tog så hjem igen.

Hans kendskab til Jylland? Begrænset til det yderste. Et par spejderlejre i barndommen. Nogle surfture til Rømø med en kammerat, hvor de lå i telt og surfede. Resten var åbent, fremmed land.

»Alt var nyt og fremmed. Skulle finde en bolig, skulle finde et job. Men overraskende over, hvor billigt det var dengang. Jeg tænkte bare, hold da op, der er godt nok mulighed for mange ting her.«

Kulturchokket lod ikke vente på sig. For dengang var man københavner. Punktum. Uanset om man kom nord fra, syd fra eller fra Kalundborg.

Han husker stadig sin første rigtige introduktion til det jyske. Det var omkring jul, den femogtyvende, hvor man altid var i byen dengang. Han trådte ind ad døren i sit pæne tøj, blazer, slips, det hele, på vej ind, da en lokal mønstrede ham fra top til tå:

»Åh, rigtig kæmpe havne, du har rigtig fået smart tøj på i dag.«

Christian griner ved mindet.

»Det var sådan min første intro nærmest til det herovre. Hvor jeg bare tænkte, okay, så er vi allerede nede, i hvert fald.«

De kiggede på alt, hvad der var at finde, Gårslev, Skærbæk, Taulov, Bredstrup, Pjedsted, og faldt på et hus i Gårslev. Dengang var Gårslev endnu mindre, end den er i dag. En lille by med en hal. Og som det er i sådan en by, blev de hurtigt en del af det hele.

»Vi nåede nærmest lige at købe hus i februar, fik det fredag i juni, og så tror jeg, jeg kom med i hallens bestyrelse i august. Lige så snart der kom nye folk, så var der også nogen, der bankede på og sagde, fedt, I er kommet til byen, har du ikke lyst til at tage en tørn?«

Otte år boede de i Gårslev. Fra 1990 til 1998. Og han var sindssygt glad for det. De første tre år pendlede han til Odense, derefter nogle år til Vejle.

I 1998 flyttede familien ind over butikken i Fredericias midtby. Henriette overtog svigerforældrenes tøjforretning, Sejersen Din Tøjmand i Vendersgade, og de købte ejendommen. Det var simpelthen nemmere at bo i centrum med små børn og arbejde tæt på.

Børnene, Frederik, født 1992, og Karoline, født 1994, voksede op midt i det hele. Med butik nedenunder og kunder ind ad døren fra morgen til aften. Man går gennem forretningen for at komme op i lejligheden.

»Det er jo meget Korsbæk,« siger han. »At man går ind igennem forretningen for at komme op i vores lejlighed. Det er lidt specielt.«

Og det er på godt og ondt, det her med at bo og arbejde samme sted.

»Det er rigtig fedt, fordi du er tæt på alt hele tiden. Og det er jo også udfordringen. Når du er tæt på alt, så flyder fritid og arbejdsliv meget sammen. Hvis du skal en tur i 365 eller Føtex, så tager det typisk lidt mere end fem minutter at gå derned, fordi man altid møder nogle kunder og relationer på vejen. Du er bare lige, hvor det hele sker.«

Det kræver bevidsthed at holde fri, når arbejdet ligger en etage nede.

»For os handler det meget om nogle gange lige at trække i håndbremsen. Nu skal vi lige huske at holde fri. For ellers er det bare for nemt for mig at gå ned på arbejde, eller for hende lige at gå ned i butikken.«

Børnene voksede op med det. Med møder om aftenen, indkøb, bestyrelsesarbejde. Arbejde og byliv smeltede sammen til ét.

I 1997 kom han til Nykredit i Fredericia og endte som centerchef. Og når han beskriver den tid, lyder det som en anden verden.

»Det var faktisk en vild og fuldstændig anderledes tid end i dag. Dengang leverede Nykredit bare realkreditlån til alle, stort set ude i Danmark. Man kørte på ejendomme, sagde prisen på ejendommen, og så lavede mine gode kolleger et lånetilbud, det blev puttet i en kuvert og sendt fysisk ud til kunderne. Og så håbede man bare på, at de skrev under, og at der kom noget tilbage.«

Det var en travl tid, 1990'erne, hvor renterne steg og faldt, og der var gang i låneomlægningerne. Men presset var et andet.

»Det var ikke stress og pres på samme måde som i dag. Alle de her compliance- og hvidvaskregler, alle de ting, der nu vælter ned over pengeinstitutterne, de fandtes jo ikke dengang. Så det var egentlig meget lige til. Og alle tjente mange penge. Realkreditten tjente mange penge, bankerne tjente mange penge. Det var en win-win for alle.«

Og man lavede andre ting dengang. Skæve ting. Christian husker, hvordan de et par gange gik ud og gjorde en forskel i en midtby, der blev kritiseret for at være beskidt:

»Vi fik fat i brandvæsenet, og så gik vi rundt med brandsprøjter og slanger og spulede både Danmarksgade og Gothersgade. Rensede det fuldstændigt, og så kom kommunen og samlede det sidste op. Det var nogle sjove gimmicks, man lavede dengang, som måske nok er lidt atypiske i dag.«

Det er den samme trang til at gøre noget, sætte gang i tingene, der har fulgt ham hele vejen.

I 2004 kom det, der måske bedst definerer ham som arbejdsmenneske. Han startede Spar Nords afdeling i Fredericia. Alene.

»Det, der tændte mig dengang, var præcis, at jeg stod alene og skulle sætte et hold og finde et lokale.«

Og dengang skulle man selv finde ud af alt, også markedsføringen.

»Det var de skæve vinkler, de frække overskrifter, gøre opmærksom på sig selv. Vi startede med at være seks-syv på holdet, og så byggede vi stille og roligt på. Allerede efter elleve måneder var vi en god, sund forretning. Måske igen, fordi vi var lidt den frække dreng i klassen, en god modvægt til de mere satte, dem der havde været der altid.«

Et år senere åbnede han i Middelfart. Og også den afdeling blev hurtigt en sund forretning. Da han stoppede i 2017, var de fireogtyve ansatte og mange tusinde kunder.

Men i 2017 skiltes vejene. Han og banken var ikke helt enige om retningen længere. Og så stod han der, pludselig uden det fulde tryk på, for første gang i mange, mange år.

»Jeg gik lige hjemme en fire-fem måneder og kom helt ned i gear. Og hvis man kan sige det lidt heldigt-uheldigt, det var nok det bedste, der kunne ske for mig. Der havde været fuldt tryk på i rigtig, rigtig mange år. Jeg havde været formand for Fredericia Shopping et par gange, næstformand i Business Fredericia, i golfklubben, i skolebestyrelser. Alt.«

De måneder blev en mulighed for at mærke efter.

»Det var en rigtig fin måde for mig lige at trække vejret nogle måneder, finde ud af, hvad jeg så ville. Mærke efter helt nede i maven, er det stadigvæk pengeverdenen, eller er det noget andet. Jeg havde nogle gode kaffemøder. Og der må jeg bare erkende, at det, jeg brændte for, det var pengeverdenen. Og at skabe noget nyt igen.«

Muligheden kom via en direktør ved navn Per Sønderup, selv en gammel Fredericia-dreng, og Lars Thomsen. Jutlander Bank ville etablere sig i byen, og Per kunne godt se det fede i at sætte sit fingeraftryk på den by, han selv var født og opvokset i.

»Så gik det egentlig slag i slag. Jeg fik sat et nyt hold sammen. Der var et par rigtig gode kolleger, som havde banket på allerede fra dag ét, da vores veje skiltes i Spar Nord, og sagt, skal du i gang med noget andet, så siger du bare til, så vil jeg rigtig gerne med.«

I dag, otte år efter, er de otte mand i afdelingen, der siden blev til Sparekassen Danmark. En rigtig, rigtig fin forretning, som han selv siger, med et pænt fingeraftryk på lokalområdet, på begge sider af Lillebæltsbroen.

Og det er den familiære kultur, der trækker.

»Det er ligesom at gå nogle år tilbage med den nærværsfamiliejargon. Vi er 1.800 kolleger. Men du har en fornemmelse af, at vi er en stor familie. På trods af alle de kedelige regler, der vælter ind over os, har vi det stadig sjovt, når vi går på arbejde. Direktionen har en flad organisation, de kender folk på fornavn, interesserer sig for os. Og man kan sige tingene, som de er.«

Det sidste er vigtigt for ham. For det er også ham.

»Det har altid kendetegnet mig, at jeg siger tingene, som de er. Det er nogle gange en fordel, og andre gange kan det godt give lidt udfordringer. Og det var måske det, der skete dengang, hvor jeg lige havde en periode uden.«

En sjælden, ærlig erkendelse. At den samme direkthed, der gør ham god, også kan koste. At han kender sin egen kant.

Børnene er voksne nu og fløj næsten hjemmefra samtidig for en tolv års tid siden.

Karoline er 32, bor på Frederiksberg med Rasmus. De har gode liv, gode job, og for nylig kom Augusta, barnebarnet på otte måneder, som de elsker at se.

»De er søde til at komme herover, for når Henriette eller jeg har butikken, har vi ikke altid så meget tid. Så de kommer den anden vej. Det er rigtig fedt.«

Og så er der Frederik, der bor i Panama med Michelle. Først otte år i New York, nu fire-fem år i Panama, med børnene Leonora på seks og Louis på tre.

Det er et liv på lang afstand. Og det er ikke altid let.

»Når de er hjemme, kommer de syv uger lige om lidt og bor i sommerhuset. Så er det meget intenst, så er vi meget sammen. Og når vi er derovre, er vi også sammen 24-7 en uge og har det bare rigtig fedt. Men så kan der være et break på fire-fem måneder, hvor vi ikke ser dem, hvor det kun er FaceTime.«

Han siger det uden klage. Det er bare den måde, livet er på for dem.

Og det bedste af det hele:

»Heldigvis kan de rigtig godt sammen på tværs. Det er mega fedt.«

Så kommer det spørgsmål, jeg har gemt, mens han drikker af sit glas. Han runder 60. Hvor er surferdrengen fra København henne i dag?

Han tænker sig om.

»Københavneren, han er nok ved at være noget væk. Hvis man trækker 23 fra 60, så er der relativt mange år tilbragt i det jyske. Men jeg tror, jeg altid vil være et eller andet sted midt imellem det hele.«

Ikke hjemløs. Han elsker at bo i Fredericia, nyder at være, hvor han er. Men der er noget dobbelt over identiteten.

»Uanset hvad, så vil jeg være københavner for dem herovre. Og når jeg snakker med dem i det københavnske, så vil jeg altid være jyde. Så derfor er man et eller andet sted midt imellem.«

Den vilde surferdreng er blevet et mere stille og roligt vand. Men legebarnet er der stadig.

»Surf er det ikke blevet til så meget de seneste mange år. Men padel fylder meget, et par gange om ugen. Cykler lidt, golf en sjælden gang imellem, en tur på mountainbike, og så et par off-piste-skiture om vinteren, eller mere end det.«

Er du stadig et legebarn, spørger jeg.

»Det er jeg, det vil jeg selv sige. Jeg er godt på vej til at blive en mere fornuftig mand, men der er stadig den der, hvor jeg godt kan lide at udfordre nogle ting lidt. Når du tager en tur på mountainbike i skoven, eller en off-piste-skitur ned ad nogle hæng, hvor man bare tænker, her bør du egentlig ikke løbe. Men det gør man alligevel. Med sund fornuft, selvfølgelig. Jeg tror, det er den måde, jeg kan holde mig i gang på. Det giver mig energi.«

Og så er der sommerhuset. For otte år siden fik de et i Høl, og det var egentlig ikke planlagt.

»Vi kan bare mærke, når vi kører derud, kører ind og ser byskiltet ved Høl, så falder pulsen til det halve. Også selvom man bare kører derud klokken seks en aften og kører tilbage igen på arbejde klokken syv næste morgen. Der er jo ikke længere end de der ti-tolv minutter. Så føler man faktisk, man har været på en lille miniferie.«

Det er stedet, hvor de kun laver det, de har lyst til. Hvor forbindelsen til vandet stadig holdes i live.

»Der ligger et par softboards og en havkajak. Min connection til vandet er der stadig. Man kan tage en tur dernede, men ellers bare slappe af. Ligge på terrassen, få et glas kold rosé med gode venner. Det er virkelig det, vi prioriterer nu. Den tætte vennekreds. Vi ser nogle få, ofte, og det er det, vi prioriterer, bare at hygge.«

Det er en mand, der engang skulle være med til alt, som nu har lært kunsten at sidde stille. Eller i hvert fald at falde i puls, så snart byskiltet dukker op.

Vi spoler tilbage til scenen ved den der juledag, hvor den unge københavner i sit smarte tøj blev mønstret af en lokal. Hvordan ville man blive modtaget i dag, hvis man kom ind sådan?

»Jeg synes, Danmark og Fredericia er blevet meget mere rummelige,« siger han. »Man kan bare se, at folks tolerance er blevet anderledes spredt. Folk er generelt blevet mere tolerante.«

Han er stadig Christian, der kommer ind og kigger sig om, hvem er her i lokalet, på den gode måde. Lidt miljøskadet, indrømmer han med et grin, fordi konen har herretøjsforretning, så han skal helst have noget nogenlunde pænt på, selvom hun nogle gange må minde ham om at få den ordentligt knappet og kraven til at sidde pænt.

»Det, der var dengang, som man kan grine af, og som vi har grinet af mange gange siden, der har folk flyttet sig helt vildt. Og Fredericia som by har flyttet sig helt vildt. Den der med, at byen er for alle, det er jo ikke bare noget, man skriver. Man fornemmer, at det er noget, man efterlever. Og det er også derfor, der er så mange, der synes godt om Fredericia.«

For det er her, vi når til kernen i Christian Jungmark. Hans mærkesag, fra den dag han flyttede hertil i 1990.

»Mit hjerte har altid banket for byen, for midtbyen, for udviklingen. Fordi det er de færreste steder, der har vand på tre sider og en vold, der er så smuk, som den faktisk er.«

Jeg minder ham om et foredrag for snart ti år siden, hvor en erhvervsgruppe efterfølgende sagde: Det var lige godt satans, han elsker jo Fredericia mere end fredericianerne. At hans måde at sætte ord på byens udvikling var markedsføring af første klasse.

Han bliver glad. Og lidt stolt.

»Jeg bliver glad for de ord, det er jeg sgu da stolt af at få at vide. Jeg har meget interageret i paraplyen på den måde, at det skal være godt for alle. Det har altid handlet om, at det skal binde hele byen sammen. Frem for bare enkelte spots. Fordi det er bare så vigtigt, at vi har en stærk midtby.«

Han er ærlig om, at han også har egne interesser, konen har butik, de har en ejendom i byen. Men princippet har altid stået fast.

»Alle dage vil jeg gerne lægge hovedet på blokken. Vi har arbejdet for, at det skal være midtbyen, der styrkes, at ting skal foregå rundt omkring i byen. Og så er der nogen, der brænder for forskellige områder, og det er rigtig fedt, for det gør jo kun tingene stærkere.«

Og så er der dem med nej-hatten.

»Jeg vil altid snakke positivt og gå efter at fjerne alle dem, der har lidt for meget nej-hat på, og få dem til at tage ja-hatten på. Sige, prøv at kigge rundt, se på alle de tilflyttere, jeg tror ikke, der er nogen tilflyttere, der synes, Fredericia mangler ret meget. Det er et fedt sted at være. Lækker natur, foreningsliv i toppen. Og dem, der sidder og øffer, det er typisk dem, der er født og opvokset i byen. Som af en eller anden årsag har den der manglende selvværd omkring, hvad byen kan.«

Han har et klart svar til dem, der sammenligner med naboerne.

»Man skal huske at sammenligne sig med de samme ting, ellers bliver det æbler og pærer. En Vejle er dobbelt så stor som Fredericia, så den kan du ikke sammenligne med. Vi kan sammenligne os med Haderslev, hvis vi endelig skal. Og vi har bare noget fantastisk.«

Han breder armene ud mod pladsen omkring os.

Den 21. juni. Hvordan skal de 60 fejres?

»Jeg har egentlig ikke planlagt at fejre det som sådan,« siger han. »Men gode venner er velkomne. Jeg tænker, vi nok er i sommerhuset, eller det bliver bare lidt familiehygge, stille og roligt. Og så kunne det godt være, vi holder en sommerfest senere på året. Men egentlig ikke med temaet fødselsdag, vi vil hellere bare holde en god fest. Og dem kan man aldrig holde for mange af.«

Så den enogtyvende bliver hygge. Måske lidt børnebørn på besøg, et par venner forbi til et glas rosé. Til gengæld holder han reception fredag den 18. juni hos Sparekassen Danmark fra klokken 14 til 16. Den får vi med.

Hvis man skal samle Christian Jungmark i én bevægelse, så er det rejsen fra den unge mand, der skulle være med til alt, til manden, der har lært, hvad der virkelig betyder noget. Manden der kom kørende vestpå for kærligheden, byggede tre bankafdelinger op fra ingenting, sad i bestyrelser og formandsstole, og som fandt en anden balance.

Det handler ikke længere kun om vækst og om at være alle steder hele tiden. Det handler om at gå glad på arbejde og komme glad hjem. Om at være nærværende, lægge telefonen væk, være der fuldt ud. Det er det råd, han helst vil give videre til sine børn og børnebørn. Og det er, ironisk nok, den lektie, der kostede ham mest at lære.

For en mand, der voksede op med en far, der ikke var der, er det måske den smukkeste cirkel af alle. At have brugt et helt liv på at være til stede, i sin familie, i sin bank, i sin by.

Solen står stadig over Ryes Plads, da vi rejser os. Pladsen summer videre. En kop bliver sat ned et sted bag os. Og en mand, der ikke er født her, men som elsker stedet højere end de fleste, kigger sig en sidste gang om i lokalet, før han går ud i den by, han for længst har gjort til sin.

Det er ikke en dårlig dag at fylde næsten 60 på.