Manden der bare bliver

Der er mennesker, der leverer til en by på den måde, som er sværest at se, fordi den ikke kræver et publikum, ikke indbyder til en tale eller et klap på skulderen, men bare fortsætter, år efter år, i det stille og det vedvarende, som vand der finder vej. Claus Hansen er en af dem. Han sidder ved bordet på Emmys Kaffebar med den lethed, der kendetegner folk, der har prøvet mange ting og bevaret humøret af den grund, og han taler om sit liv på den måde, man taler om noget, man holder af, uden at gøre et nummer ud af det.

Han er født i Bogense, men hans forældre flyttede til Middelfart kort efter, og Middelfart har siden altid været hans. Vestre Skole, fodbold fra morgen til aften, og et fritidsjob i Brugsen, der for længst er forsvundet, hvor han cyklede dagligvarer ud til de ældre borgere, der ikke selv kunne komme af sted. Det er det første billede, han giver af sig selv, og det er vel nok præcist det rigtige, en dreng på en cykel med en kurv fuld af andres behov, der kender vejene i en by, han endnu ikke ved, at han ikke vil forlade.

Hans forældre arbejdede begge i det offentlige, og de to mennesker, der brugte deres dage med at tage vare på andre, lærte drengen derhjemme, at man behandler folk ordentligt, og at andre mennesker ikke kan gøre for, hvis de har det svært. »Det er noget, jeg har fået med hjemmefra,« siger han. »Man skal behandle folk ordentligt. Og andre mennesker kan ikke gøre for, hvis de har det svært eller livet har slået skævt til dem.« Det er blevet hans levevis.

Efter handelsskolen kom han i lære hos Kvickly Middelfart og blev udlært kommis, og det hang naturligt sammen, fortæller han, for han var bydreng og det var et tilbud og han sagde ja. Sådan er det meste gået. »Det var der ikke noget stort i. Det var bare: Jamen, du er bydreng, kunne du tænke dig at komme i lære? Og så sagde jeg ja.«

Efter militæret tog han til Slagelse i fem år, spillede fodbold og arbejdede i FDBs store varehus OBS!, og så kom han hjem igen for at undervise på Andelsskolen i Middelfart, uddannelsesinstitutionen som FDB grundlagde i 1932 for at uddanne medarbejdere i brugsforeningsbevægelsen og opkaldte efter Severin Jørgensen, bevægelsens første formand, og som i dag er konferencecentret Severin. Der underviste han i syv år i alt om detailhandel, virksomhed, kommunikation og samarbejde, og ledede overlevelsesture til Sverige, og på en af de ture sad en kursist fra kæden Merlin og lagde mærke til, hvad han var for en.

Merlin solgte radio, TV, foto og computere, og Claus Hansen startede som personalekonsulent, rykkede til distriktschef, til indkøbsdirektør for foto og endte som kædechef, og det tog syv år, ligesom de syv år på Severin, som om livet nu engang har en tendens til at aflevere sig selv i afsnit af præcis den længde, der skal til. »Det faldt oven i hinanden, og når nogen spurgte, om jeg kunne tænke mig det, sagde jeg igen: Jamen, det kan jeg da godt.«

Så kom Middelfart Sparekasse, via Hans Erik Brønserud og Knud Herbert Sørensen, og han blev afdelingsdirektør og var der i 14 år. Men i 2020 stoppede han, og begrundelsen var den slags, der siger noget om en mand. »Tingene havde forandret sig meget, og til sidst brugte jeg for meget af min tid på at kontrollere dygtige mennesker. Det er jeg ikke god til. Jeg skal skabe noget og være ude ved mennesker,« siger han og trækker lidt på smilebåndet.

Han åbnede Restaurant Marsvinet nede ved vandet, i kompagniskab med fire lokale medejere, med ærlig mad og lokale råvarer og et ønske om at stedet også kunne være en scene, når musikken skulle ud af en god aftens selskab. Det var sjovt og hårdt, siger han, og corona lagde sig tungt over de første år, og i januar 2024 overdrog han bestyrerjobbet til en anden. Måneden efter tiltrådte han som direktør for Lillebælt Sport og Kultur med hallerne, svømmehallen og bowlingcentret i både Middelfart og Strib, og det er præcis det univers, han trives i, et sted der hvert eneste dag rummer nye mennesker og nye muligheder for at sætte noget i gang. »Det giver mig en masse energi. Det er nye ting hver dag og nye mennesker hver dag, og det der med at opfinde noget og skabe noget, det er jo dybest set det, jeg godt kan lide,« fortæller han.

Men det at være ude ved mennesker har for Claus Hansen aldrig kun handlet om arbejdstiden. »Jeg glemmer aldrig dengang vi fandt på det,« indskyder han pludseligt med et smil, der er mere eftertænksomt end glad. »Vi sad ude hos nogle børn, der ikke bor hjemme hos deres forældre, og vi havde gaver med til dem.«

Det, man fandt på, var initiativet »Alle børn i Middelfart Kommune har ret til en god jul«, et samarbejde mellem lokale ildsjæle og blandt andre Karen Gerdes, teamleder i kommunens Børn- og Familieafdeling, der i over ti år har samlet ind til julehjælp til udsatte børnefamilier i hele kommunen. »Vi har aldrig gjort det for at få ros. Vi gjorde det for at hjælpe.«

Og så fortæller han om den aften. De var ude med gaverne, og da han kom ud sad der en lille dreng på trappestenen med en rygsæk. Han ville ikke komme indenfor, for hans far kom jo om lidt, sagde han. Claus Hansen spurgte ham flere gange, men gik til sidst indenfor til de andre børn, drak kakao og spiste boller. Han spurgte pædagogerne om drengen ikke frøs derude, og de svarede, at det kan vi ikke ændre. Da han gik, sagde han til drengen, at gaven stod derinde og ventede på ham. Nej, nej, hans far kom jo.

Han kørte hjem, men tankerne fulgte med, og et par timer efter ringede han derude. De fortalte ham, at drengen var rigtig, rigtig glad for den lastbil, han havde fået. Hans far kom aldrig. Han lader det ligge et øjeblik. »Det giver sådan en klump,« siger han så.

Der er en tråd, der løber igennem det hele, og den er tydeligere for andre end for ham selv. Han har i mange år været formand for MG&BK, Middelfart Gymnastik- og Boldklub, den store lokale forening med godt 600 børn på rullebladet og med Christian Eriksen, Rasmus Falk og Katrine Veje som nogle af de mest kendte navne i klubbens historie, spillere der trådte deres første skridt på en græsbane i Middelfart og siden drog ud i verden, og som stadig fylder væggene i klubhuset med signerede trøjer fra karrierer, der begyndte her i byen. »Dem, jeg sætter størst pris på, det er de unge mennesker, som jeg har været med til at hjælpe i det stille gennem årene. Om det er med fripas i fodboldklubben eller med Alle børn har ret til en god jul.«

Han har også i mange år siddet tæt på Rock Under Broen, der hvert år rejser sig under den nye Lillebæltsbro og sender overskuddet videre til MG&BK, og det har i årtier betalt for det niveau, klubben holder, for de trænere og baner og det fællesskab, der hvert år tager imod nye generationer af middelfartbørn. »MG&BK havde været en helt anden klub uden festivalen,« påpeger han.

Vi kunne blive siddende i timevis og lade Claus Hansen fortælle videre, for der er mere. Men hver gang vi forsøger at holde ham fast på det, han har bygget op og været med til, glider han stille af. Vi spørger igen. Han svarer med et smil og peger et andet sted hen. Mod de mange navnløse, der holder det hele i gang, de frivillige og ildsjælene, dem der møder op år efter år uden at nogen nødvendigvis lægger mærke til det. »Der er utrolig mange ildsjæle derude. De går igennem ild og vand for alt,« fastslår han, og i sætningen ligger en stille anerkendelse af alle dem, der aldrig får et portræt.

I 2022 stoppede han hos Rock Under Broen, da Bent Frandsen stoppede som formand og en yngre generation tog over. De unge skal have lov at prøve det, siger han, og man skal ikke sidde og varme stolen for dem. Han har aldrig haft behov for at blive set for det, han gør, aldrig haft brug for at nogen peger på ham og siger hans navn, for »dem, der skal vide det, de ved det.«

Vi spørger ham til sidst, hvad rådet ville have været til det yngre jeg, men svaret han giver er ikke kun til ham selv dengang. Det er til dem, der sidder med det nu, de unge han ikke længere vil varme stolen for, men aldrig vil holde op med at tænke på. »Spring ud i det. Vær nysgerrig, og hav mod på det. Hvis der er noget, du mærker, du har lyst til, så gør det. Lad være med at spørge alle dem, der synes det er for farligt eller for uvidst, for det kan du godt. Hvis du brænder for det, så kan du.«

Bag de ord ligger et halvt århundrede i en by, han sjældent forlod, fordi han ikke fik brug for at gøre det, en by der gav ham alt det, han behøvede for at give noget tilbage. »Jeg er glad for Middelfart. Glad for det, vi har, og det sted, vi bor. Det ligger fantastisk, og folkene her er mere nærværende. Vi er gode til at tage imod nye, og vi er gode til at passe på hinanden.«

Udenfor vinduet på Emmys Kaffebar ligger byen stille hen i formiddagslyset, og et sted derude lå der engang en brugs, og en dreng kørte derfra med en cykel og en kurv fuld af andres behov, ud til dem der sad og ventede. Han gør det endnu.