Annonce Fredericia Maskinmesterskole
Studerende på værkstedet
Fredericia AVISEN · 2026

Skibet er lastet
med fremtid

Fra dieselmotorer og kedler til Googles datacentre og europæisk uddannelsessamarbejde. Fredericia Maskinmesterskole er ikke bare en uddannelsesinstitution.

Fredericia Maskinmesterskole logo Fredericia Maskinmesterskole
fms.dk

Det starter med en filbænk. Det er det første, Jens Færgemand vil vise frem, når han tager en besøgende med rundt på Fredericia Maskinmesterskole. Ikke fordi det er det mest imponerende, de har. Men fordi det er udgangspunktet.

»De starter med at file en plade. De har tit ikke meget kendskab til det fra hverdagen. I dag lapper man jo ikke cykler eller bruger en knallert, som vi andre gjorde. Så man starter egentlig helt fra scratch. Og så slutter de af med at lave projekter, hvor de sætter alt det i spil, som de har lært. Det er helt vildt, hvordan de rykker sig.«

Værkstedsperioden afsluttes med en fernisering, hvor familie, venner og samarbejdspartnere kan se, hvad de studerende har bygget. Teorien kommer senere. Hænderne kommer først.

Første semester handler om at mærke materialerne med hænderne.

Maskinmesteruddannelsen er i sin kerne en maritim uddannelse. Men det, den ruster de studerende til, er for længst vokset ud over skibssiden.

En uddannelse, der ikke findes andre steder

Pladevalse bygget af studerende
En pladevalse bygget af studerende på andet semester. Den står ved indgangen som et stille bevis på, hvad et halvt år på værkstedet kan føre til.

Maskinmesterstuderende kan komme fra tre indgange: Gymnasiet, EUX eller en erhvervsuddannelse. Kommer man fra gymnasiet, starter man på værkstedet. Kommer man med en erhvervsuddannelse, tager man først de gymnasiefag, man mangler, og møder EUX'erne og de øvrige studerende på fjerde semester. Fælles for alle veje er, at ingen slipper uden om værkstedet. Det er kernen i, hvad der adskiller den danske maskinmester fra alt andet.

»Den maskinmesteruddannelse, vi har i Danmark, er unik. Kører du til Tyskland, har de ikke el-delen med. Det hedder godt nok en marine engineer, men det er ikke det samme. Vores maskinmestre kan meget mere,« forklarer Færgemand.

El-installatøreksamen — en del af alle

Alle maskinmesterstuderende på FMS gennemgår en el-installatøreksamen. Det er en af uddannelsens store styrker og en af de ting, erhvervslivet lægger mærke til. For de industrier, der vokser hurtigst lige nu, handler stort set alle om energi, el og drift af komplekse anlæg.

El-installationstræningstavle
El-installatøreksamen er en del af alle maskinmestres uddannelse på FMS og en af de ting, erhvervslivet lægger særligt mærke til.

»Et datacenter er næsten ligesom et skib, det er bare lastet med servere. Energiforsyning, køl, el og ventilation. Det er det samme som på et skib. Derfor er maskinmesteren virkelig eftertragtet i denne branche.«

Jens Færgemand — Rektor, Fredericia Maskinmesterskole

Hænderne forstår, hvad tavlen forklarer

I maskinelaboratoriet viser han rundt mellem dieselmotor, kedel og pumpestationer. Dieselmotoren skilles ad i undervisningen, stempler trækkes ud, og de studerende mærker med hænderne, hvad forbrændingsteorien beskriver med ord. Det seneste tilskud er et højspændingskoblingsanlæg, finansieret af en maritim fond.

Maskinlaboratoriet Kedlen i maskinlaboratoriet
Til venstre: Maskinlaboratoriet, hvor dieselmotoren skilles ad i undervisningen. Til højre: Kedlen i maskinlaboratoriet. Maskinmesteren kender energisystemerne indefra.

»Du kan komme til at lægge verdens største containerskib sort, fordi du laver én fejl. Det koster mange millioner i timen at ligge stille. Så man skal virkelig forstå de kræfter, der er i spil.«

Jens Færgemand — Rektor, Fredericia Maskinmesterskole

Praksis som pædagogik

Lidt over tyve procent af FMS' studerende modtager særlig pædagogisk støtte (SPS). Størstedelen af dem er ordblinde. Det er ikke en udfordring, skolen taler udenom. Det er en af grundene til, at de gør så meget ud af at omsætte teori til praksis.

»Vores studerende er ikke altid dem, der lå øverst på karakterskalaen i folkeskolen, men kan sagtens ende med at ligge øverst på maskinmesteruddannelsen, fordi de kan se teorien i en kontekst. De er som regel praksisorienterede og har brug for at arbejde med det, de lærer om ved tavlen,« fortæller Færgemand.

Rektor Jens Færgemand foran højspændingsanlægget
Rektor Jens Færgemand foran højspændingsanlægget, der er et af skolens nyeste og mest avancerede undervisningsredskaber. Viden er en ting. At have stået ved anlægget er noget andet.

Det stiller krav til undervisningen. Ikke som en eftergivelse, men som en ambition. Hvordan gør man det synligt? Hvordan får man gjort teorien forståelig, blandt andet gennem laboratorieøvelser? Det er spørgsmål, FMS arbejder aktivt med, og svaret ligger ofte i udstyret.

I kemilaboratoriet står et elektrolyseanlæg, specialudviklet til FMS. Det koster ifølge Færgemand adskillige hundredtusind kroner, og demonstrerer de første trin i Power-to-X-processen: elektrolyse, hvor elektricitet føres gennem vand, som spaltes til ilt og brint. Herefter kan brinten omdannes til brændstof. Pladerne bobler forskelligt afhængig af belægning. Det er synlig kemi.

»Pludselig får vi omsat teorien til noget synligt. Det er det, der optager os meget, fordi vores studerende har brug for at se det ske.«

FMS er del af CEDCE-projektet Konkurrencedygtig PTX i samarbejde med blandt andre Stiesdal. Elektrolyseanlægget er ét resultat af det samarbejde. Power-to-X er en af de teknologier, den grønne omstilling hviler på, og FMS vil sikre, at deres studerende forstår den, ikke kun på papiret, men i praksis.

»Det er gold standard«

I et lokale på skolen står rækker med servere. På taget sidder solpaneler og kølekompressorer. En blå drejeknap på væggen går ned til maskinlaboratoriet, så de studerende kan koble strøm om og simulere et fuldstændigt datacentermiljø. I hjørnet står et UPS-anlæg, der holder systemet kørende, selv når strømmen svigter.

Det er Danmarks første minidatacenter bygget udelukkende til uddannelsesformål, og det begyndte med et solcelleanlæg på taget.

Danmarks første uddannelsesdatacenter
Danmarks første minidatacenter bygget udelukkende til uddannelsesformål. Google har bidraget over flere donationsrunder.

Da Google besluttede at bygge et datacenter i Taulov uden for Fredericia, stod de over for det samme problem som resten af branchen: der er ikke nok kvalificeret arbejdskraft til at drive anlæggene. I stedet for at vente på, at markedet løste det selv, gik de til FMS. Hvad der begyndte som støtte til udvikling af et valgfag udviklede sig over flere donationsrunder til et fuldt udstyret minidatacenter med kontrolrum, højspændingsanlæg og simuleret nødstrøm.

»Samarbejdet med Google har skudt en udvikling i gang og medført muligheder, som vi ellers ikke havde fået. De har troet på os, og vi har vist dem den tillid,« fortæller Færgemand.

Tilliden er siden blevet bekræftet udefra. En medarbejder fra Google, der er ansvarlig for uddannelsen af teknikere i Europa og Afrika, besøgte for nylig skolen. Han havde set tilsvarende faciliteter i USA. Hans vurdering var entydig.

»Han sagde: Det her er gold standard. Det findes ikke andre steder. Og det bliver man stolt af at høre.«

Jens Færgemand — om Googles vurdering af FMS

Nu planlægger Google et trainee-forløb for nyuddannede håndværkere fra hele Europa. Første stop bliver Holland og Finland. Andet stop bliver Fredericia, to uger, fordi det er her kompetencen er. FMS arbejder desuden på en efteruddannelse på akademiniveau inden for drift og datacentre, og er i dag en central aktør i det europæiske samarbejde CEDCE, der samler otte lande og ti brancherepræsentanter om fælles standarder for datacenteruddannelse.

FMS · Nøglefakta og samarbejder

Automation, 3D-print og et skib på en meter og firs

I automationslokalet er der en 3D-printer i gang. I en krog vokser et skib frem af plastik, en meter og firs fra stævn til agterstavn. Det er ikke et skoleprojekt i traditionel forstand. Det er en konkurrence.