Borgmesteren vil binde Fredericia bedre sammen

Der findes en forestilling om Fredericia, som standser ved voldene. Fæstningsbyen, kanalerne, det historiske centrum, de seværdigheder, en gæst udefra forbinder med byen. Men kommunen strækker sig længere ud end som så. Ud mod Skærbæk og Taulov, ud mod Herslev og Bredstrup-Pjedsted, ud mod Trelde Næs, hvor skoven vælter ud over skrænterne, og leret skrider mod Lillebælt. Det er her, en stor del af kommunens identitet faktisk bor. Og det er her, denne serie begynder.

Geografisk er Fredericia en lille kommune, men en mangfoldig en. Lidt over otte ud af ti indbyggere bor i hovedbyen, mens Taulov og Skærbæk rummer omkring hver tiende. Resten fordeler sig på landdistrikterne og de mindre byer, Egeskov, Trelde-Østerby, Pjedsted, Bredstrup, Herslev og Bøgeskov, hver med nogle hundrede indbyggere, de fleste mod nord og vest. Det er en struktur med dybe rødder. Allerede i middelalderen lå her en række landsbyer med egne sogne, og da fæstningsbyen blev anlagt i 1650, blev flere af dem nedlagt for at give plads. Senere gjorde jernbanen Taulov og Pjedsted til stationsbyer, og fra 1960erne tog bosætningen for alvor til ude vestpå.

Serien rummer otte dele. Den åbner med landsbyerne og bevæger sig videre gennem midtbyen og handelslivet, Taulov som vækstmaskine, Erritsø og familielivet, naturen og kysterne, de unge og uddannelse, kulturen og fællesskaberne, og slutter ved det spørgsmål, alt det andet kredser om: hvordan man undgår et opdelt Fredericia. Det er ikke en serie om, hvad kommunen gør. Det er en serie om, hvad Fredericia egentlig er for et sted.

For der lever en dem-og-os-tankegang nogle steder i landsbyerne. Den er til at forstå, når man kommer tæt på den. Men den dækker ikke over en virkelighed, hvor midtbyens borgere ikke under landsbyerne deres styrke, eller hvor landsbyerne ikke holder af at komme ind til Fredericia. Taulov skæver mod Kolding, Herslev mod Vejle, og alligevel bliver de bundet sammen. Det er i den spænding, det bliver interessant.

Spørgsmålet, som denne serie stiller, er, hvordan man binder en kommune sammen, når identiteten allerede lever så stærkt lokalt. Vi mødtes med borgmester Peder Tind for at tale om den del af kommunen, der ligger uden for centrum.

• ILandsbyerne
• IIMidtbyen og handelslivet
• IIITaulov som vækstmaskine
• IVErritsø og familielivet
• VNaturen og kysterne
• VIUnge og uddannelse
• VIIKultur og fællesskaber
• VIIIHvordan undgår man et opdelt Fredericia?

En mangfoldig kommune

»Det er en meget mangfoldig kommune, hvor der netop er meget forskelligt at byde på,« siger Peder Tind. »Vi har et centrum og nogle kulturelle oplevelser herinde i midtbyen, men vi har også noget fantastisk natur i Trelde, og vi har spændende udviklingspotentialer rundt i hele kommunen.«

Borgmesteren vender flere gange tilbage til ét ord. Overliggeren. Det fælles begreb, der skal kunne rumme det hele uden at gøre det ens.

»Der er Erritsø, der er Taulov, der er Skærbæk, der er Herslev. Der er mange landsbyer og centerbyer, som er lige så vigtige som Fredericia Midtby.«

»Og der har vi overliggeren Fredericia Kommune. Det handler meget om talesættet, at vi er en kommune, der indeholder mange små landsbyer og centerbyer, som samlet set gør hele kommunen.«

Det er, fortæller han, noget han bevidst har arbejdet med i sin egen retorik gennem den seneste tid. »Vi er et vi, og vi er et fællesskab af landsbyer. Det skal vi huske på, når vi udvikler Fredericia Kommune. At vi ikke kun tænker midtbyen og kulturelle fyrtårne inden for voldene eller herinde, hvor vi sidder lige nu, men husker på, at vi har så meget at byde på i hele vores kommune. Derfor er jeg også glad for, at vi de seneste par år har gjort flere ting, som sætter fokus på landsbyerne.«

Helheden frem for delene

Når man taler om Fredericia udefra, bliver byen ofte til fæstningen og centrum. Føler borgmesteren, at landsbyerne så bliver glemt i fortællingen om kommunen?

»Jeg tror, vi hele tiden skal minde os selv om, hvor vigtigt det er, at vi husker helheden og ikke kun dele af fortællingen om Fredericia Kommune.«

Han trækker to billeder frem. Det første er Kringsminde, som han fik et særligt forhold til i sin tid som formand for kultur- og idrætsudvalget. Den historiske fortælling, der hvert år trækker tusindvis af gæster til. »Det blev sådan et billede for mig på et særligt særpræg for et område. En magnet, der kan tiltrække.«

Det andet er Stationsbygningen ude i Taulov, hvor et lokalt fællesskab arbejder på at skabe et kulturhus, der blev sat penge af til i budgettet, og hvor man nu søger fonde.

»Drømmen om, at et fællesskab samles. Min vision om at lave et lokalt kulturhus. Det er nogle smukke fortællinger omkring Stationsbygningen, som ikke har noget med midtbyen at gøre, men som handler om det særlige fokus, der er i det lokale område. Det synes jeg er utrolig vigtigt at kaste lys på, tale om og tale op. Og også støtte, fordi det er med til at styrke.«

Sammenhængen til bosætning er for ham åbenlys. Kommunen har en bosætningsstrategi og et udvalg, der har lagt fokus på området. Men ambitionen er bredere end centrum. »Vi vil gerne have bosætning i hele kommunen. Og hvis vi gerne vil det, så skal vi også skabe lokale fyrtårne og lokale aktiviteter, som er med til at skabe liv i hverdagen. En station eller en Kringsminde, som vi er i gang med at udbygge. Det er os alle sammen, der skal hjælpe hinanden med at huske, hvor vigtigt det er, at vi har så mange smukke områder i kommunen, små og store lokale aktiviteter, som kan fastholde og tiltrække nye borgere.«

Udviklingsplaner nedefra

Et af de mest konkrete spor i samtalen er de lokale udviklingsplaner, som allerede er sat i gang flere steder. Flere lokalråd har selv meldt sig klar, Bredstrup-Pjedsted, Herslev Sogn og Trelde-området, og for borgmesteren er pointen, at planerne skal opstå lokalt og ikke dikteres fra rådhuset.

»Det handler om, at et lokalsamfund skal samles om en udviklingsplan, der strategisk talesætter, hvad det er, vi gerne vil se for vores område. Hvad er det for nogle ønsker, hvad er det for nogle perspektiver. Og der er vi allerede i gang. Forvaltningen understøtter landsbyerne med de her udviklingsplaner, sådan at man kan bruge dem strategisk i de mange år, der kommer.«

Han remser områderne op, som var det navne, han kender. »Hvad er drømmen for Herslev? Hvad er drømmen for Bredstrup-Pjedsted, som jeg ved, de er i gang med derude? Hvad med Egeskov og Bøgeskov? Jeg tror nogle gange, det handler om, at man beder hinanden sætte sig rundt om et bord, drikke noget kaffe og sige: Hvad er vores drøm for det her område? Og så får man det skrevet ned. Det er ikke mig som borgmester, der sidder herinde på kontoret og definerer, hvordan man skal udvikle sig i Herslev. Det skal Herslev selv være med til.«

Han knytter det til en læring, kommunen tog med sig fra debatten om solceller og mulighedszoner ved Herslev. »De oplevede, at de kom ret sent ind i processen. Og hele den læring gjorde, at vi skal være gode til at komme tidligt ind, inddrage borgerne så tidligt som muligt, få drukket noget kaffe og forventningsafstemme om perspektiverne, udviklingsmulighederne og problemerne.«

Derfor er der i konstitueringsaftalen for den nye valgperiode skrevet et borger- og dialogudvalg ind, som skal styrke samtalerne mellem rådhus og lokalsamfund.

»Vi skal ikke glemme Herslev, fordi det ligger lidt uden for midtbyen, og der er nogle smukke marker, hvor der fint kunne ligge en masse solceller. Og hvad siger Herslev egentlig selv til det?«

»Det tror jeg også kommer til at styrke landsbyerne. For det er noget af det, der er målet. At vi får helheden med. Det er min pointe. At vi har de her samtaler så tidligt som muligt.«

Fællesskab og frivillighed

Landsbyerne har gennem alle tre seneste valg været et debattema. Tolv år, hvor de er blevet lovet ting, og hvor forskellige initiativer er sat i søen. Og alligevel sidder følelsen tilbage nogle steder af, at det ikke rigtig sker. Spørgsmålet er, om der er noget ved fællesskabet i landsbyerne, man ikke finder på samme måde andre steder.

»Jeg synes, det er noget af det, der defineres som kommune og som fællesskab. At man har diversitet, fællesskab og forskellighed. At vi sidder rundt om et bord og har forskellige holdninger, men faktisk taler os ind på hinanden. Det er det, vi gerne vil.«

Han fortæller om et møde, han for nylig holdt med en lokal beboerforening, og som tydeligt sad i ham. »Jeg mærkede deres passion for deres lokale område. De bor i Fredericia Kommune, men de har et ekstremt stærkt fokus og en passion for deres eget område. Det synes jeg er fascinerende, at man har sådan en lyst til at udvikle sit lokale område og vil kaste sine frivillige kræfter ind i det, til gavn for sine børn, sin familie og det område, man er en del af. Og det smitter.«

Det var især stemningen, der gjorde indtryk. »De var meget optimistiske og positive, selvom der er nogle udfordringer, selvom vi alle sammen godt ved, at der er et pres, og at folk søger mod byerne. De var nysgerrige, utrolig optimistiske og havde lyst til at gøre en forskel. Prøv at forestille dig, hvis det ikke var sådan. Hvis man kom ud til nogle slukkede foreninger, der var trætte og opgivende. Men jeg oplever en lyst til udvikling. Og det fortæller noget.«

For Peder Tind er det ikke til at tale udenom. Foreningerne og fællesskaberne er det, en god kommune står og falder med, uanset om man er i en landsby eller i midtbyen. Det er i hallerne, i klubberne og omkring de frivillige, at sammenhængskraften bliver til, og det er dér, en kommune mærker, om den lever. »Det er alfa og omega for en god kommune,« som han siger.

Bekymringen for at blive et B-hold

Nogle steder findes en bekymring for centralisering, en følelse af at være langt fra beslutningerne. Kan borgmesteren forstå den?

»Ja,« siger han uden tøven. Svaret er for ham igen inddragelsen og udviklingsplanerne. Men han understreger, at det ikke er noget, der løses hen over en nat. »Jeg tror ikke på, at vi kan fikse noget over én nat. Stærk bosætning, store udviklingsprojekter, lokale kulturelle fyrtårne, det kræver vedvarende fokus. Det kræver funding, frivillig energi og indsats. Det er noget, man over lang tid sammen skal gøre. Det er ikke parkeret for én periode, men er generelt et fundament for vores samfund.«

Den største udfordring de kommende år er han ærlig om. »Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været steder, hvor det har været sværere at få solgt byggegrunde, selvom de ligger godt. Og der tror jeg på, at vi skal insistere. Vi skal ikke acceptere, at landsbyerne skal nedlægges, og at urbaniseringen for evigt bare er sandheden.«

Pointen er for ham en mangfoldig boligmasse. »Vi skal ikke bo ens alle sammen, heldigvis. Vi skal insistere på, at der er spændende boligtilbud, spændende udstykningsmuligheder, spændende lejligheder. At det ikke bare er det samme, men at der er en divers boligmasse og et divers perspektiv på udvikling. Det vil jeg være med til at kaste lys på.«

Han erkender, at det kan tage på modet, når en udstykning ligger stille. »Nogle gange kan det godt være opgivende at sige, at nu har der været en udstykning, som ikke rigtig er kommet i gang, og der er ikke sket så meget i en længere periode. Men vi skal insistere. Vi skal blive ved med at tro på, at der er et liv for landsbyerne, et liv for by og land.«

Samtidig minder han om kommunens størrelse som en styrke. »Vi er en geografisk lille kommune, så vi skal huske på, at vi faktisk har tilbud tæt på. Der vil være mange kommuner, hvor man skal køre noget længere for at komme til en hal eller noget andet. Vi skal også være taknemmelige for, at vi er ret privilegerede, trods de her 15 kilometer.«

Potentialet i samlingspunkterne

Hvor ser borgmesteren så de største potentialer? Svaret vender tilbage til rollemodellerne. Stationsbygningen, Kringsminde, naturen i Trelde, Naturpark Lillebælt, som han kalder unik i Danmark.

»Det her med lokale kulturhuse og samlingspunkter kunne jeg godt drømme om mere af. Tilbage til de lokale fællesskaber i gamle dage, hvor der var forsamlingshuse i mere eller mindre hver eneste lille by. Det er en højskole- og fællesskabstankegang, hvor vi mødes og har nogle stærke sammenhænge.«

Han sætter det op mod en samtid, der trækker den anden vej. »I dag er vi meget fokuserede på det online og den hurtige breaking news. Jeg tror også, vi nogle gange har lyst til bare at sidde og snakke sammen.«

Spørger man, om kommunen er god nok til at tænke hele kommunen som ét fællesskab, er svaret hverken et glansbillede eller en undskyldning. »Jeg synes, vi er blevet bedre. Vi bliver måske aldrig gode nok, fordi vi hele tiden skal være nysgerrige på, hvor vi kan forbedre os. Men med de her eksempler og de her udviklingsplaner synes jeg faktisk, det er noget, vi politisk har bragt på dagsordenen. Den måde, vi tog solcellerne og mulighedszonerne ud af Herslev igen, har været et bevis på, at vi lytter, og at vi handler.«

Sammenhængen mellem midtby og lokalområder handler for ham også om det helt konkrete. »Vi har en forpligtelse til at udvikle hele kommunen og en forpligtelse til at skabe helhed. Der er noget med logistik, cykelstier, offentlig transport og busser, hvor vi blandt andet har forsøgt at gøre bussen gratis og bruge den som en mulighed for at komme mere fleksibelt rundt i hele kommunen.« Og, tilføjer han, bringe folk tættere på hinanden.

Et fristed på land eller i byen

Og forholdet mellem midtby og landsby om ti år?

»Jeg håber, vi kan fastholde fokus på, at vi er en samlet kommune, der kan facilitere det, både de borgere, der allerede er her, og dem, der flytter hertil, finder. Om du har brug for at bo på landet og få natur og ro, eller du vil bo i Kanalbyen med lidt mere byliv. At vi har et divers tilbud til dem, der bor her, og dem, der ønsker at komme.«

Han henter et ord fra sin egen baggrund og bliver ved det. »Jeg tror meget på forskellighed, på fællesskab, på mangfoldighed. At vi som kommune kan være det sted, hvor man finder et fristed. Om det er et fristed, man finder på landet i en landsby, eller et fristed i Kanalbyen. Bare det er et fristed.«

Det sidste spørgsmål er, hvorfor man som beboer i en landsby i dag skal føle sig som en vigtig del af Fredericias fremtid.

»Fordi man er en del af helheden. Man er en del af Fredericias fremtid, og man har noget særligt at byde ind med.«

»De talerør og de platforme skal vi understøtte som kommune. Det glæder mig, at udviklingsplanerne allerede er i gang, fordi de kan blive de gode eksempler på, at det lykkes, og at vi i samarbejde og fællesskab faktisk kan skabe noget. Det skal vi bare mere af.«