De cyklede rundt
med pensler
i tasken

Tekst og interview: Andreas Andreassen

En forårsdag i 1951 mødtes en halv snes malersvende i Fredericia. De havde et projekt. Ikke et job, ikke en ordre, men et projekt af mere principiel karakter: de ville eje deres eget.

Det blev til Malernes Andelsforretning, siden omdøbt til Malergården i Fredericia ApS, og i år fylder virksomheden 75 år. Det er en usædvanlig levetid for en virksomhed af enhver art, men særligt bemærkelsesværdig for én, der aldrig har haft en enkelt ejer, aldrig har haft en grundlægger i klassisk forstand, og som begyndte sit liv i en gammel garage med svamp i trægulvene og uden toiletter.

Det var ikke et særsyn i de år. Kooperative virksomheder skød op i Danmark i efterkrigstidens optimisme, drevet af fagforeningsbevægelsens tro på, at arbejdere selv kunne organisere produktionen. Malernes Andelsforretning i Fredericia var et lokalt udtryk for den tanke: at et fællesskab af svende kunne drive en malerforretning bedre og mere værdigt end at arbejde for en privat mester, der tog gevinsten hjem alene.

Protokollen fra den stiftende generalforsamling den 27. marts 1951 er kortfattet og saglig på den måde, som protokoller er det, når mænd samles om noget, de tror på. Mødet den 1. marts havde lagt grunden, og nu var det tid til at formalisere det. E. Stougaard valgtes til forretningsfører, L. Wille til næstformand, C. Honoré til sekretær. Øemig og P. Larsen tiltrådte bestyrelsen, C. Laursen blev revisor. Stougaard erklærede, at han ville indskyde 1.000 kroner kontant uanset om han selv blev leder. Man ville søge fagforeningen for andele. Andelene angik 50 kroner stykket.

Et forslag om en kassekredit på 3.000 kroner kunne ikke gennemføres, fordi den fornødne kaution manglede. Man måtte starte foruden.

Det gjorde man.

Scooter med sidevogn

De første år var ikke luksuriøse. Materialerne kom ud til arbejdspladserne på en scooter med sidevogn. Først i 1961 råd man til en VW med åbent lad, den model svendene kaldte »rugbrødet«. C. Honoré, den eneste af grundlæggerne der ejede et hus, tog lån i det for overhovedet at få virksomheden op at stå. De øvrige boede i lejligheder og havde intet at stille som sikkerhed.

Den første annonce, der er bevaret, er ordknap og forretningsagtig i sin formulering. Malernes Andelsforretning anbefaler sig med alt malerarbejde. For proper og reel udførelse af alt arbejde garanteres. Rimelige priser. Henvendelse: E. Stougaard, Vejlevej 6, Fredericia. Telefon 1078 kan benyttes mellem kl. 8 og 17.

Telefon 1078. Fire cifre. Det er ikke så mange år siden.

Den første annonce, bevaret fra 1951. Henvendelse til Vejlevej 6, telefon 1078.

Malernes Andelsforretning, Calvinsvej 13. Annonce fra lokalavisen.

En af de første egentlige opgaver var at male Skærbækværkets funktionærboliger. I 1952 kom arbejdet på Treldevejens Skole, en kunde virksomheden holdt fast i mange år derefter. Ganske langsomt voksede arbejdsmængden, og i midten af 60'erne var lokaleforholdene blevet for trange. Nye fandt man på Luthersvej, hvor virksomheden holdt til frem til år 2000, da et nyt 500 kvadratmeter stort værksted på Industrivej blev taget i brug.

Undervejs havde man sat sit aftryk på Fredericia, som kun en lokal virksomhed med lokalt ejerskab og lokal stolthed kan gøre det: renoveringen af Tøjhuset, opførelsen af Sønderparken, højhuse for LAB, Fredericia Sygehus, Dronning Margrethe Hallen, Toft Møbler, Toyotas nye bilhus og Snoghøjparken. Fredericia voksede, og Malergårdens svende var med til at sætte farverne på.

Lærepenge

I jubilæumsskriftet fra 50-års festen i 2001 er der en beretning, der fortæller mere om ånden i virksomheden end nogen oversigt over regnskabsår kan gøre. Finn Andersen, siden forbundsformand, begyndte som lærling i 1957. Hans far havde spurgt ham, om han ville være murer. Nej, svarede han, så hellere maler, uden at kende noget til noget af det. Den gamle skulle ikke have ret.

Han forsøgte først at komme i lære hos P.E. Jensen, men der kom han aldrig ind ad døren: da mesteren hørte, at drengen skulle til præst og konfirmeres i oktober, ville han alligevel ikke have ham. Med hjælp fra uddeleren i den brugs, hvor Finn var bydreng, endte han i stedet hos forretningsfører Børge Nielsen i Nørrevoldgade 90.

Lærekontrakten er bevaret, og den fortæller sit eget lille stykke socialhistorie. Fire år og halvanden måned, fra første februar 1957. Grundløn 10 kroner om ugen det første år, dyrtidstillæg 10 kroner oveni. I det sidste år: 19 kroner i grundløn, 18 i tillæg. Udbetalingsdag: torsdag. Virksomhedens tilsynsførende fabriksinspektør var Arbejdstilsynets Vejle Kreds.

Finn Kurt Bang Andersens lærekontrakt, indgået med Malernes Andelsforretning den 1. juli 1957. Læretid: fire år og halvanden måned. Udbetalingsdag: torsdag.

Det, han lærte, var mere end et håndværk. Børge Nielsen delte kun ros ud, når arbejdet var lagt rigtigt tilrette og beskæringerne stod skarpe, så man kunne se, at det var en maler, der havde været der. Og han gentog regelmæssigt det, der skulle vise sig at blive et ledemotiv for Finn Andersens arbejdsliv:

At være lærling i en kooperativ virksomhed var dengang ikke uproblematisk. De private mestre accepterede det ikke som en rigtig læreplads, og på teknisk skole hørte Finn Andersen jævnligt for det af de mestre, der underviste der. Men svendene i Malernes Andelsforretning talte meget indbyrdes om, at det var deres egen forretning, og at de private mestre ikke måtte få lov at ødelægge den. De var også meget glade for det overskud, de fik af deres andele på 100 kroner.

Det sammenhold mærkede Finn Andersen selv, da hans forældre blev skilt kort tid efter, han kom i lære. Han fik hjælp og opbakning fra svendene og fra Børge, af den slags man normalt kun får fra sin far.

Turnaround

I 1998 var det ikke længere Børge Nielsen, der sad for bordenden. En ny forretningsfører tiltrådte: Svend Arne Rasmussen, headhuntet fra et tilsvarende kooperativt firma i Vejle, hvor han havde arbejdet i syv år. Det var bestyrelsesmedlem Børge Feddersen, der ringede. Firmaet kørte ikke super godt på det tidspunkt.

Den kom, turnarounden. Men billedet af, hvad han trådte ind i, fortjener at stå klart. Da Svend Arne mødte ind første mandag morgen, cyklede nogle af svendene stadig rundt i gaderne. Der var to biler i firmaet og 15 til 20 medarbejdere. Virksomheden var i al sin grundlæggende karakter det, man kunne kalde en byservicevirksomhed: man malede lejligheder, tog de opgaver der kom, og bevægede sig sjældent uden for bygrænsen. Hvis nogen nævnte Skærbæk, var reaktionen til at tage og føle på.

»Hvis der er nogen, der sagde: ej, skal vi helt ud til Skærbæk? Det er jo helt vildt, at vi skal så langt væk på arbejde,« husker Svend Arne med et smil, der antyder, at det dengang ikke var ment som en joke.

Det setup holdt ikke. Ikke fordi det var forkert i sin tid, men fordi det gjorde virksomheden sårbar. For afhængig af for få kunder, for tæt på det samme segment. Svend Arne begyndte stille og systematisk at ændre det. Virksomheden orienterede sig mod nybyggeri og større renoveringer uden at slippe servicearbejdet og udflytningslejlighederne. Kundebasen blev spredt. Opgaverne bevægede sig ud over bygrænsen, ind i Trekantområdet og over på Vestfyn, og i perioder til resten af landet.

»Det bliver lige pludselig en lidt større virksomhed. Vi får opgaver udenfor bygrænsen. Mest inden for en radius af 50 km, men indimellem laver vi også opgaver i København,« siger han.

Det fysiske udtryk for den nye retning kom kort efter hans tiltrædelse: et nyt 500 kvadratmeter stort værksted på Industrivej, opført i samarbejde med Davidsen Partnere, de samme håndværkere som Malergården i forvejen udførte store dele af deres arbejde for. Byggeleder på projektet var Jesper Jeppesen, siden ved Egil Rasmussen. Man byggede til dem, der byggede til én. Det var ikke tilfældigt.

Fra Luthersvej til Industrivej: det lyder som en adresseændring. Det var en strategisk forskydning.

Foran det nye værksted på Industrivej under opbygning, ca. 2000. Det stribede facadeparti bag dem er det byggeri, der skulle markere et nyt kapitel for Malergården.

Svend Arne nåede at blive næsten 26 år i virksomheden. Han var aldrig ejer i klassisk forstand, og det ved han godt.

»Jeg var egentlig bare ansat som leder,« siger han. Så tøver han et øjeblik. »Ja, men vi er jo lidt alle sammen medejere, der har en part i firmaet.«

Fra jubilæumsfesten i 2001, hvor nuværende og tidligere medarbejdere samledes.

Ingen mands eje

Den tøven siger noget. For det er præcis den pointe, der har holdt virksomheden i live i tre kvart århundrede. Malergården har aldrig haft en patron, aldrig haft én mand hvis navn stod på alt. Den har haft fællesskabet: svendene der cyklede rundt og vidste, at overskuddet på 100 kroner pr. andel var deres eget. Bestyrelsen hvor medarbejdere, boligselskaber og fagforening sidder om det samme bord, ligesom de har gjort det siden 60'erne.

I dag er det malermester Flemming Knudsen Skydsgaard, der har overtaget efter Svend Arne og fører virksomheden videre ind i sit 75. år, stadig med adressen i Fredericia, stadig med den samme konstruktion i ryggen.

Bestyrelsen 2001. Fra venstre: forretningsfører Svend Arne Rasmussen, bestyrelsesmedlem Finn Gregersen, bestyrelsesmedlem Karl Sørensen, bestyrelsesformand Ingvard Hansen, bestyrelsesmedlem Siegfried Møller og bestyrelsesmedlem Arne Nielsen.

En halv snes svende med 50-kronesandele og en scooter med sidevogn. Det er ikke en dårlig start på 75 år.