De gør det igen og igen og igen

Den Danske Scenekunstskole, Musicalakademiet Fredericia og Fredericia Musicalteater gør det igen med Showcase 2026: udklækker et nyt hold af musicalperformere af højeste klasse, der hver især i fremtiden kun kan berige scenerne overalt.

De syv dimittender, Amanda Frederikke Traun, Hannibal Koch, Isabel Brogaard Pedersen, Kirstine Rützou Rosenkilde, Markus Planck, Mathilde Korsholm og Sophia Ahlm Bircow, er bare fremragende. Tre års hård uddannelse med skuespilkunst, kropsbevidsthed, musikalitet og ikke mindst sang er gennemført. Sikken et resultat: som i Karlsvognen, syv funklende stjerner!

Lizzie og Kinky Boots

I Showcase 2026 får man smæk for skillingerne. Danmarks billigste musicalbilletter med 3 timer (inklusive pause) med fuld power på topniveau. To meget forskellige musicals bliver publikum igen forkælet med.

Lizzie

Lizzie bygger på en sand historie. I 1892 øksehuggede den unge kvinde Lizzie Borden sin far og stedmor blodigt ihjel, eller gjorde hun...? Retssagen frikendte hende på grund af manglende beviser. Det er overladt til beskueren: hvad tror du?

Men historien har affødt børnerimet:

Det er uhyggeligt!

I Lizzie får vi da godt nok tråd på med berusende guitarsoloer, hvor nogle blandt publikum muligvis dæmper lyden i høreapparatet. Men fedt med noget beskidt guitar. De mere bedagede kan vel så, inden de endte i André Rieu eller Kandis-segmentet, med glæde huske, da en guitarsolo i sin tid fik mere plads på lp-pladerne!

Med musikken er stemningen lagt. Her er indestængt mørke, bitterhed, vrede og hævntørst. Patriarkalsk dominans, svigt og overgreb kan kun resultere i en eklatant udgang for at komme ud af en livsnedbrydende virkelighed...

Og jeg kan ikke undgå at fremhæve Amanda (Lizzie). Hun krænger sjælen ud i performens og følelsesmæssig indestængt velskrigende vokal. Oven på denne kraftpræstation må hun kun stå tilbage som en fuldstændig dizzie Miss Lizzie!

Medvirkende til stemningen er det vildt, hvor meget lyd og lys betyder. Genialt udført! Vi kan jo kun glæde os over den teknologiske udvikling her. Den medvirker til mere flow i en forestilling, hvor man ikke skal vente på, at nogen vil trække scenereb op og ned.

For eksempel blev et billede af Bates Motel fra Hitchcocks Psycho fremkaldt fra mit erindringscenter i hjernen, hvor gru og uhygge er gemt.

Kinky Boots

I Lizzie var kvinderne mest fremme på de skrå brædder. I Kinky Boots er det så »mændene«? Især fremstår »Ik' min fars søn« som en rørende intens ekstrem harmonisk tårefremkaldende duet mellem de to.

Kinky Boots er for nogle måske lidt mere tilgængelig og sandelig mere humoristisk end Lizzie, men her bliver de/vi ældre igen udfordret på synet af kønsdiversitet. Som tiden går, må man jo udvikle sig! Kunsten inspirerer, giver indsigt, flytter grænser og opfattelser!

Musik og tekst er af Cyndi Lauper (jeg elsker True Colors, Time After Time og hendes hysteriske input i We Are The World!).

Kinky Boots er også baseret på virkelige hændelser og handler om det usandsynlige venskab mellem en provinsiel skofabrikant og en glamourøs drag queen. Naturligvis skal Hannibal (Lola) i denne forestilling fremhæves, fordi han tydeliggør de mange facetter et menneske kan indeholde. Fra det burleske til det dybtfølende.

Venskabet mellem de to mænd med accept og kærlighed overskygger det hele.

Desuden fik vi da godt nok præsenteret utallige forslag til støvle-design til en ny nicheproduktion hos Price & Son. Gå hjem og læg dig, Christian Louboutin! Og sikke dog nogle gevanter i slutscenerne!