AVISEN
Anmeldelse Musical · Fredericia

De gør det igen og igen og igen

Den Danske Scenekunstskole, Musicalakademiet Fredericia og Fredericia Musicalteater udklækker med Showcase 2026 et nyt hold af musicalperformere af højeste klasse. Som i Karlsvognen: syv funklende stjerner.

5 / 6
Showcase 2026, Fredericia Musicalteater
Showcase 2026 byder på to musicals: det blodige Lizzie og det glamourøse Kinky Boots. Foto: Fredericia Musicalteater.

Den Danske Scenekunstskole, Musicalakademiet Fredericia og Fredericia Musicalteater gør det igen med Showcase 2026: udklækker et nyt hold af musicalperformere af højeste klasse, der hver især i fremtiden kun kan berige scenerne overalt.

De syv dimittender, Amanda Frederikke Traun, Hannibal Koch, Isabel Brogaard Pedersen, Kirstine Rützou Rosenkilde, Markus Planck, Mathilde Korsholm og Sophia Ahlm Bircow, er bare fremragende. Tre års hård uddannelse med skuespilkunst, kropsbevidsthed, musikalitet og ikke mindst sang er gennemført. Sikken et resultat: som i Karlsvognen, syv funklende stjerner!

Lizzie og Kinky Boots

I Showcase 2026 får man smæk for skillingerne. Danmarks billigste musicalbilletter med 3 timer (inklusive pause) med fuld power på topniveau. To meget forskellige musicals bliver publikum igen forkælet med.

Hele ensemblet på scenen i Showcase 2026
Syv dimittender afslutter tre års uddannelse. »Som i Karlsvognen, syv funklende stjerner.« Foto: Fredericia Musicalteater.

Lizzie

Lizzie bygger på en sand historie. I 1892 øksehuggede den unge kvinde Lizzie Borden sin far og stedmor blodigt ihjel, eller gjorde hun...? Retssagen frikendte hende på grund af manglende beviser. Det er overladt til beskueren: hvad tror du?

Men historien har affødt børnerimet:

Lizzie Borden took an axe
And gave her mother forty whacks
When she saw what she had done
She gave her father forty-one

Det er uhyggeligt!

Showcase 2026, Fredericia Musicalteater
Amanda Frederikke Traun som Lizzie Borden. »Hun krænger sjælen ud i performens og følelsesmæssig indestængt velskrigende vokal.« Foto: Fredericia Musicalteater.

I Lizzie får vi da godt nok tråd på med berusende guitarsoloer, hvor nogle blandt publikum muligvis dæmper lyden i høreapparatet. Men fedt med noget beskidt guitar. De mere bedagede kan vel så, inden de endte i André Rieu eller Kandis-segmentet, med glæde huske, da en guitarsolo i sin tid fik mere plads på lp-pladerne!

Med musikken er stemningen lagt. Her er indestængt mørke, bitterhed, vrede og hævntørst. Patriarkalsk dominans, svigt og overgreb kan kun resultere i en eklatant udgang for at komme ud af en livsnedbrydende virkelighed...

Og jeg kan ikke undgå at fremhæve Amanda (Lizzie). Hun krænger sjælen ud i performens og følelsesmæssig indestængt velskrigende vokal. Oven på denne kraftpræstation må hun kun stå tilbage som en fuldstændig dizzie Miss Lizzie!

Showcase 2026, Fredericia Musicalteater
I 1892 øksehuggede Lizzie Borden sin far og stedmor blodigt ihjel, eller gjorde hun...? Foto: Fredericia Musicalteater.

Medvirkende til stemningen er det vildt, hvor meget lyd og lys betyder. Genialt udført! Vi kan jo kun glæde os over den teknologiske udvikling her. Den medvirker til mere flow i en forestilling, hvor man ikke skal vente på, at nogen vil trække scenereb op og ned.

For eksempel blev et billede af Bates Motel fra Hitchcocks Psycho fremkaldt fra mit erindringscenter i hjernen, hvor gru og uhygge er gemt.

Showcase 2026, Fredericia Musicalteater
Fællesskabet på scenen: »når man kan mærke jeres fællesskabsfølelse.« Foto: Fredericia Musicalteater.

Kinky Boots

I Lizzie var kvinderne mest fremme på de skrå brædder. I Kinky Boots er det så »mændene«? Især fremstår »Ik' min fars søn« som en rørende intens ekstrem harmonisk tårefremkaldende duet mellem de to.

Kinky Boots er for nogle måske lidt mere tilgængelig og sandelig mere humoristisk end Lizzie, men her bliver de/vi ældre igen udfordret på synet af kønsdiversitet. Som tiden går, må man jo udvikle sig! Kunsten inspirerer, giver indsigt, flytter grænser og opfattelser!

Showcase 2026, Fredericia Musicalteater
Det usandsynlige venskab mellem en provinsiel skofabrikant og en glamourøs drag queen. Foto: Fredericia Musicalteater.

Musik og tekst er af Cyndi Lauper (jeg elsker True Colors, Time After Time og hendes hysteriske input i We Are The World!).

Kinky Boots er også baseret på virkelige hændelser og handler om det usandsynlige venskab mellem en provinsiel skofabrikant og en glamourøs drag queen. Naturligvis skal Hannibal (Lola) i denne forestilling fremhæves, fordi han tydeliggør de mange facetter et menneske kan indeholde. Fra det burleske til det dybtfølende.

Venskabet mellem de to mænd med accept og kærlighed overskygger det hele.

Showcase 2026, Fredericia Musicalteater
Hannibal Koch som Lola. »Ik’ min fars søn« fremstår som en rørende intens og harmonisk duet. Foto: Fredericia Musicalteater.

Desuden fik vi da godt nok præsenteret utallige forslag til støvle-design til en ny nicheproduktion hos Price & Son. Gå hjem og læg dig, Christian Louboutin! Og sikke dog nogle gevanter i slutscenerne!

Showcase 2026, Fredericia Musicalteater
Lola på Angel Club. »Han tydeliggør de mange facetter et menneske kan indeholde. Fra det burleske til det dybtfølende.« Foto: Fredericia Musicalteater.

Bedømmelse

5 ud af 6 stjerner

Til jer unge performere: trods enestående solopræstationer, hvor hver af jer er den, I er, når min henrykkelse thermosfæriske højder, når I alle er på scenen, og man kan mærke jeres fællesskabsfølelse: »Up Where We Belong«. Vejen har været lang. Der har været bjerge, vi skulle bestige, men vi har klatret op trin for trin. Kærligheden til hinanden og kunsten har hver dag løftet os op.

6 stjerner til alle involverede for en gennemført professionel udførelse. Svimlende klare vokaler, stinkende god musikledsagelse, udsøgt lyd, lys, scenografi og koreografi!

Men alligevel lige et par øksehug her fra øverste gondol/trin i ballongyngen. I disse to musicals er der ikke lige oplagte ørehængere, der vil trænge sig ind på en top 100, og uanset Mensa-niveau kan det af og til være svært lige at fatte, hvad der sker lige nu. Måske fordi begge musicals er reduceret lidt på længden! Derfor 5 stjerner.

Familier, venner, medstuderende, undervisere, ja, alle: I kan kun igen og igen, og igen og igen, være stolte!

Spiller kun til og med fredag den 19. juni Fredericia Musicalteater · Showcase 2026